Seneste nyt

Smalt nederlag I Horsens

af

Nykøbing FC led et smalt 2-1-nederlag til Superliga-nedrykkerne fra AC Horsens.

Armene var kommet ned og fokus var stift rettet mod dagens svære udekamp mod AC Horsens efter midtugens historiske sejr over FC København.

Fokus var da også nødvendigt i kampens indledning, hvor AC Horsens lagde et stort tryk rundt om NFC’s felt. Allerede efter få sekunder kom hjemmeholdet frem til et godt hovedstød efter et hjørnespark, men Jannich Storch var klar på stregen.

Efter syv minutter kunne Storch dog intet stille op, da store Magnus Nielsen efter et nyt hjørnespark denne gang pandede bolden flot op i hjørnet til 1-0.

Begyndelsen på kampen var derfor svær for NFC, men langsomt åd NFC-drengene sig bedre med ind i opgøret, der blev mere og mere på Claus Jensens drenges præmisser.

Efter 23 minutter udmøntede det sig i den første større NFC-chance, da Gehrt flot spillede Koch fri over venstresiden. Kochs flade indlæg blev dog opsnappet via en heroisk glidende tackling foran næsen på Mathias Kristensen.

Efter 28 minutter fik AC Horsens tilkendt et straffespark, men Horsens-topscorer Casper Tengstedt måtte se sit forsøg læst af Jannich Storch, som sprang til den rigtige side og holdt NFC inde i opgøret.

I minutterne efter straffesparket kom Horsens atter bedre med i kampen, men en afslutning fra en spids vinkel var det tætteste hjemmeholdet kom på 2-0 i denne fase af opgøret.

NFC overtog kampen i de sidste fem minutter af første halvleg.

Efter 39 minutter var NFC tæt på at udligne efter et hjørnespark, men hovedstødet ved forreste stang blev flot reddet af Horsens-målmanden, der agerede sprællemand på stregen.

Målet kom dog minuttet efter, da Mikkel Andersen slog et indlæg i boksen. Omgivet af to mand steg Mathias Kristensen dog til flot til vejrs, oversprang to mand og headede bolden i det lange hjørne til 1-1.

AC Horsens fik kort før pausefløjtet en stor chance ved venstreback Thor Lange, som kom frem til et godt hovedstød ved bagerste stang efter et godt indlæg. Denne gang gik forsøget dog snært forbi mål.

Dermed gik holdene helt lige til pause.

Hjemmeholdet kom bedst ud til anden halvleg og efter 52 minutter fik de da også bragt sig i front på ny.

NFC smed en bold centralt på banen, hvorfor Horsens satte gang i en omstilling og fandt Thor Lange ved bagerste stang, hvor han kunne prikke bolden i nettet til 2-1.

Havde man regnet med, at AC Horsens ville buldre videre og forsøge at mose NFC herfra, tog man dog fejl. I stedet tog Horsens et defensivt udgangspunkt og forsøgte sig med omstillingerne.

Tilgangen betød, at Nykøbing FC igen fik lov til at dominere på bolden og via flot teknisk fodbold, havde hjemmeholdet svært ved at komme på kuglen og stikke kontrakniven ind.

Midt i 2. halvleg led comebackambitionerne et knæk, da topscorer Mathias Kristensen måtte lade sig udskifte. NFC fortsatte dog med at presse på for udligningen, men det kneb med at skabe store chancer mod den kompakte defensiv.

Nykøbing FC pustede og prustede mod Horsens-målet, men den offensive satsning gav i kampens afsluttende fase også omstillingsmuligheder til hjemmeholdet, hvor Jannich Storch måtte hive et par gode redninger ud af ærmet.

Elias Gärtig blev i de sidste minutter sendt på toppen for at skabe ravage, men lige lidt hjalp det og det ene farlige indlæg efter det andet blev clearet.

Dermed forblev det 2-1 til Superliga-nedrykkerne fra AC Horsens.

Efter nederlaget indtager NFC fortsat sjettepladsen. Næste kamp er hjemme i Lollands Bank Park, hvor topholdet FC Helsingør kommer på besøg.

Du kan allerede nu købe billet til kampen på nfc.eventii.dk.

AC Horsens – Nykøbing FC

26.09.21 Kl. 15:00 i Casa Arena Horsens

NordicBet Ligaen 10. spillerunde.

2-1 (1-1)

1-0, Magnus Jensen (7 min)

1-1, Mathias Kristensen (40 min)

2-1, Thor Lange (53 min)

Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Andersen, Jacob Egeris, Andreas Holm, Malte Johannsen (78. Kasper Jansen), Victor Christiansson (78. Kristian Lindberg), Valon Ljuti (87. Elias Gärtig), Mathias Gehrt, Mads Carlson, Sebastian Koch, Mathias Kristensen (65. Nicolai Jessen).