Efter julepausen er Nykøbing FC igen samlet på træningsbanen, og ifølge Villads Mølgaard har det været en fornøjelse at komme i gang igen og ikke mindst at se holdkammeraterne.
– Det er virkelig fedt at være tilbage. Man kan mærke gensynsglæden i hele truppen, og alle har set frem til at komme i gang igen. Det giver bare noget energi, når man er samlet og kan arbejde frem mod de fælles mål, siger han.
De første to dage af opstarten har blandt andet budt på IR2-test – den berygtede bip-test – hvor Villads Mølgaard leverede det bedste resultat i truppen. Noget, han naturligvis er tilfreds med.
– Det er jeg rigtig glad for. Det er altid rart at få bekræftet, at det arbejde, man har lagt i pausen, har båret frugt. Jeg føler, at jeg er et godt sted fysisk, og det giver et stærkt udgangspunkt for resten af opstarten. Nu handler det om at bygge videre på det fundament, jeg har fået lagt, fortæller han.
Selvom NFC sluttede efteråret flot af og ser godt ud i ligaen, er fokus ifølge Mølgaard rettet benhårdt mod det daglige arbejde.
– Intet er afgjort. Selvom det ser fornuftigt ud i tabellen, så ved vi godt, at foråret bliver benhårdt. Alle i truppen er enormt motiverede for at følge det flotte efterår op, og vi ved, at det kræver hårdt arbejde hver eneste dag, hvis vi skal stå knivskarpt, når det for alvor går løs igen, siger han.
Motivationen i truppen er til at tage og føle på, og Villads Mølgaard ser frem til de kommende ugers arbejde.
– Der er en sult i truppen. Vi glæder os til det hårde arbejde, der venter, og alle trækker i samme retning. Vi skal være den bedst mulige udgave af os selv, når vi starter igen d. 7. marts, slutter Mølgaard.
#SuccesSkabesSammen











