Glæden efter onsdagens pokalsejr mod Vanløse IF er stadig stor i Nykøbing FC, men fokus er allerede rettet mod næste opgave. Søndag kl. 14.00 venter Thisted FC i Lollands Bank Park, hvor de mørkeblå jagter tre vigtige point og håber på endnu en stor opbakning fra lægterne.
Cheftræner Mikkel Thygesen har været imponeret over spillernes reaktion efter onsdagens intense pokalkamp, hvor Nykøbing FC sikrede sig en plads i kvartfinalen. Trods de store følelser og den efterfølgende glæde har truppen hurtigt fundet tilbage til hverdagen og forberedelserne til weekendens opgør.
– Vi var alle ekstremt glade efter kampen i onsdags, og det var en fantastisk oplevelse for os alle. Men jeg er også imponeret over, hvor hurtigt drengene har tunet ind på den næste opgave. De har trænet fantastisk siden, og jeg kan mærke, at alle er topmotiverede for at fortsætte de gode takter og hente en vigtig sejr i morgen, siger Mikkel Thygesen.
Intet kommer af sig selv
Thisted FC har haft det svært i dele af denne sæson, og Nykøbing FC trak sig også sejrrigt ud af det seneste indbyrdes opgør. Det ændrer dog ikke på tilgangen til søndagens kamp, hvor cheftræneren understreger vigtigheden af at holde niveauet og gå kompromisløst til opgaven.
For selvom modstanderen har kæmpet med resultaterne, er der ingen grund til at forvente en nem eftermiddag i Lollands Bank Park.
– Vi ved, at Thisted har kæmpet lidt med det i den her sæson, og vi slog dem også senest. Men det betyder ikke, at vi får noget forærende. Som jeg også sagde efter kampen mod Fremad Amager, så skal man tage tingene i den her række. Der er ikke plads til, at vi slækker det mindste på noget. Vi skal være klar fra første fløjt og levere en stærk præstation, hvis vi skal have de tre point, siger cheftræneren.
Opbakningen giver ekstra energi
Onsdagens pokalkamp bød ikke kun på en stor sportslig oplevelse for Nykøbing FC. De mange medrejsende fans i Vanløse skabte en enestående kulisse og gav holdet endnu en påmindelse om, hvad der arbejdes for både på og uden for banen.
Den opbakning har sat sine spor hos spillerne og trænerstaben, og nu håber Thygesen, at de mørkeblå igen kan mærke støtten fra lægterne, når holdet løber på banen i Lollands Bank Park.
– Opbakningen i Vanløse var helt enestående. Jeg tror, vi alle sammen blev blæst fuldstændig bagover. Det gav os virkelig endnu et skud energi, og det blev meget tydeligt, hvad vi alle spiller for. Det betyder enormt meget for os at mærke den støtte, siger Mikkel Thygesen og fortsætter:
– Vi håber, at rigtig mange vil komme på stadion igen i morgen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at levere en stærk præstation og give fansene endnu en sejr, som vi kan fejre sammen, slutter cheftræneren.
Der er kampstart i morgen kl. 14:00 i Lollands Bank Park.
Mikkel Thygesen præsenteres af Advodan Lolland-Falster.
#SuccesSkabesSammen











