I morgen eftermiddag er der endelig fodbold i Lollands Bank Park igen, når vi tager imod FA 2000 i forårets første hjemmekamp. Kampen sparkes i gang kl. 15:00, og der er gratis adgang takket være vores partner Scan360.
For cheftræner Mikkel Thygesen og resten af holdet er det en kamp, de har set frem til længe.
– Vi glæder os helt vildt til at spille hjemme i Lollands Bank Park igen. Det er altid noget særligt at løbe på banen foran vores egne fans, og det har vi virkelig savnet hen over vinteren, siger Mikkel Thygesen.
Cheftræneren husker tydeligt sidste sæsons forårspremiere på hjemmebane, hvor opbakningen fra tribunerne var med til at skabe en helt særlig kulisse.
– Sidste år var det helt fantastisk. Der var virkelig god opbakning, og det gav en fed energi til både spillere og stab. Det er sådan nogle kampe, man virkelig husker. Vi håber selvfølgelig, at der kommer lige så mange – eller endnu flere – på stadion i morgen, siger cheftræneren med henvisningen til de godt 1200 tilskuere, der var til seneste forårspremiere mod HIK.
Der er naturligt også stort fokus på morgendagens topbrag, hvor tre point vil få det til at se ende bedre ud i tabellen for ’De Mørkeblå’
– Der er forståeligt nok meget fokus på kampen, og det er også sådan, det skal være. Men for os handler det i bund og grund om at levere en stærk præstation. Vi glæder os bare til at komme ud og spille foran vores egne fans igen og jagte de tre point. Drengene er i den grad klar, slutter cheftræneren.
Der er kampstart i morgen kl. 15:00 i Lollands Bank Park.
Mikkel Thygesen præsenteres af Advodan.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy











