Onsdag aften venter endnu en spændende pokalaften i Lollands Bank Park, når Nykøbing FC kl. 19:00 tager imod Middelfart.

Der er noget særligt over pokalfodbold. Det er kampe, hvor alt kan ske, og hvor drømmen om at gå hele vejen lever videre fra runde til runde. For Nykøbing FC har turneringen allerede budt på to fantastiske hjemmekampe, og nu gælder det kampen om en plads i 1/8-finalen.

Og spørger man anfører Kasper Jensen, er der ingen tvivl om, at spillerne glæder sig til endnu en pokalaften på hjemmebane.

– Vi glæder os altid til de her særlige pokalkampe. Vi har nogle store traditioner i turneringen, og det er også tydeligt at mærke, at folk synes, at pokalturneringen er sjov. Vi har allerede haft to fantastiske kampe på hjemmebane, hvor vi virkelig har haft fansene med os, og det har uden tvivl været med til at skubbe os videre i turneringen, siger Kasper Jensen.

Den stærke opbakning fra lægterne har dermed spillet en vigtig rolle i NFC’s pokalrejse indtil videre, og anføreren håber på endnu en aften, hvor spillere og fans sammen kan skabe den helt rigtige ramme om kampen.

– Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at gå videre og booke en plads i 1/8-finalen. Vi ved, at vi skal levere på et højt niveau for at gøre det, lyder det fra NFC-anføreren.

En ny kamp mod Middelfart

Modstanderen er Middelfart, som NFC senest besejrede på udebane på Fyn. Men selvom den seneste indbyrdes kamp endte med tre point til Nykøbing FC, forventer Kasper Jensen ikke, at onsdagens pokalopgør bliver nogen nem opgave.

– Vi forventer en svær kamp mod et godt Middelfart-hold. Vi har lige slået dem på Fyn, men det er en ny kamp. Det er pokalfodbold, og alt kan ske. Derfor skal vi være 100 procent klar fra start, og jeg håber også, at fansene vil være med os endnu engang, siger Kasper Jensen.

Der er kampstart onsdag aften kl. 19:00.

#SuccesSkabesSammen

Foto: BetaMy Foto