Der er lagt op til en vaskeægte fodboldfest, når Nykøbing FC fredag d. 31. juli kl. 19.00 tager imod Fremad Amager i sæsonpremieren i Lollands Bank Park.

Takket være De Grønne Busser bliver der nemlig gratis adgang for alle, når Nykøbing FC markerer tilbagekomsten til 2. division. Dermed er scenen sat for en stemningsfyldt aften, hvor forhåbningen er, at tribunerne bliver fyldt med fans, familier og fodboldinteresserede fra hele lokalområdet.

Indehaver af De Grønne Busser, René Knudsen, glæder sig over at kunne være med til at skabe de bedste rammer for sæsonens første hjemmekamp.

– For os er det vigtigt, at der kommer flere mennesker på stadion. Klubben og holdet fortjener den opbakning, de kan få, fordi den udvikling, vi står midt i – og som stadig er i fuld gang – fortjener anerkendelse. Der er skabt noget rigtig spændende omkring Nykøbing FC,  og klubben er på vej et sted hen, som vi tror på. Det er nu, vi har muligheden for at understøtte den udvikling ved at bakke op og stå sammen. Vi håber derfor at se rigtig mange mennesker på stadion til sæsonpremieren, siger René Knudsen.

Hos Nykøbing FC vækker initiativet stor begejstring, og den kommercielle chef, Frederik Scheuermann, ser frem til en festlig aften i Lollands Bank Park.

– Det betyder utrolig meget for os at have en partner som De Grønne Busser, der viser et så stort engagement og virkelig ønsker at lykkes sammen med os. Det er et vigtigt fokusområde for os at få flere mennesker i Lollands Bank Park, og derfor er vi både stolte og glade for denne opbakning, siger Frederik Scheuermann og fortsætter:

– Vi glæder os til at åbne sæsonen med et brag af en kamp mod et forventeligt tophold i 2. division i form af Fremad Amager. Jeg kan kun opfordre alle til at komme forbi stadion, opleve stemningen og forhåbentlig blive så bidt af det, at man også kommer næste gang – eller måske endda vælger at købe et sæsonkort.

Med gratis entré, en spændende modstander og en ny sæson i 2. division er der alle forudsætninger for en fantastisk aften i Lollands Bank Park.

Der er kampstart fredag den 31. juli kl. 19.00 og alt man skal gøre er at møde op. Portene åbner kl. 18:00.

#SuccesSkabesSammen