Heller ikke et hårdt oprykningsjagtende FA2000 kunne bremse NFC-toget, da det lørdag eftermiddag blev til en sikker 2-0-sejr til Mikkel Thygesens drenge.
Det var på forhånd udråbt til at være en af de sværeste kampe i oprykningsspillet, da NFC lørdag eftermiddag tog til Frederiksberg for at møde FA2000.
Hjemmeholdet kæmper stadig en indædt kamp for oprykning til 2. division, så de havde alt på spil, da de tog imod Nykøbing FC, der omvendt kom til kampen med en status som ubesejret i 17 kampe. Én ubesejret kamp mere, ville bringe dem op på klubrekorden på 18. Og sådan skulle det da også gå.
Kampen startede ellers ganske jævnbyrdigt, og det var da også FA2000, der var først med et reelt forsøg mod mål, da de efter få minutter sendte et frispark på overliggeren. 10 minutter senere måtte også ydersiden af Jeppe Rasmussens ene stolpe hjælpe NFC’erne på vej.
Herfra blev det dog småt med chancer, og kampen bølgede frem og tilbage i en kamp, hvor der tydeligvis var meget på spil – især for hjemmeholdet.
Tættest på en NFC-scoring i første halvdel af første halvleg var Emmanuel Ogude, som også fik bolden i netmaskerne. Hans mål blev dog underkendt for offside.
Det lignede en nulløsning til pausen, men efter 39 minutter fandt Oskar Gärtig flot Emmanuel Ogude centralt i banen, hvorfra han sendt Lucas Nyman i dybden. Nyman er brandvarm for tiden, og han sendte med den største selvfølgelighed bolden i det lange hjørne til 1-0. Det var Eskilstrup-drengens fjerde kamp i træk med mål.
Dermed gik NFC til pause med en 1-0-føring.
I anden halvleg var det endnu mere småt med chancerne. Igen havde hjemmeholdet et yderst kvalificeret frispark på overliggeren, men derudover havde Thygesens defensiv rigtig godt fat i opgøret.
Efter 68 minutter kom Nykøbing FC dog en mand i undertal, da Kasper Jensen fik vist marchordre efter at dommeren vurderede, at han fratog hjemmeholdet en åben målchance.
Værterne havde herefter et lille overtag, men igen uden for alvor at blive farlige. Tættest på var de med godt 20 minutter tilbage, da en halvflugter blev sendt i sidenettet. Store dele af stadion så bolden i nettet, og dem der fulgte kampen hjemmefra via en livescore, fik sig da også et chok, da der pludselig blev meldt udligning. I netmaskerne var boldend dog ikke.
Det kom den i stedet i den anden ende få minutter før slutfløjt, da NFC tog et langt frispark op mod Emmanuel Ogude. Angriberen driblede mellem fire mand, og så fik han sendt bolden over til unge Marcus Rasmussen, som køligt lagde bolden i kassen til 2-0.
Det blev også også slutresultatet, hvorfor Nykøbing FC nu er ubesejret i 18 kampe i træk og deruover har holdt nullet tre kampe i træk.
Næste opgave er om en uge, hvor Næsby gæster Lollands Bank Park.
FA2000 – Nykøbing FC
23.05.26 Kl. 14:00 på Frederiksberg Stadion
3. division, 29. spillerunde.
0-2 (0-1)
0-1, Lucas Nyman (39 min)
0-2, Marcus Rasmussen (89 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen, Noah Sekula (78. Laurits Jensen), Oskar Gärtig (66. Magnus Bøttker), Mikkel Dahl, Lucas Nyman (87. Marcus Rasmussen), Benjamin Kold (78. Rory O’Driscoll), Ole Jakobsen (66. Villads Mølgaard), Emmanuel Ogude.
#SuccesSkabesSammen











