Når Nykøbing FC søndag tager imod Næsby i Lollands Bank Park, er det ikke bare endnu en kamp i rækken. Det er en kamp, der kan skrive sig direkte ind i klubbens historiebøger.

Cheftræner Mikkel Thygesen og resten af NFC-mandskabet går nemlig ind til opgøret med muligheden for at sætte flere markante rekorder oven på en sæson, som allerede har været noget helt særligt.

Hvis NFC formår at vinde eller spille uafgjort, vil holdet nå op på 19 kampe i træk uden nederlag — den længste ubesejrede stime i klubbens historie. Samtidig kan en sejr sikre ny pointrekord på tværs af Superligaen og divisionerne siden den nuværende turneringsstruktur blev indført i 2021/2022.

– Det siger noget om, hvor speciel en sæson det her har været. Viborg har den nuværende rekord med 76 point fra 1. division, og det er selvfølgelig noget, vi rigtig gerne vil jagte, siger cheftræner Mikkel Thygesen.

Han lægger samtidig ikke skjul på stoltheden over det arbejde, spillerne har leveret gennem hele sæsonen.

– Det har været en sæson, som hele klubben kan være utrolig stolt af. Spillerne har præsteret på et meget højt niveau, og det er ikke kommet af sig selv. Der bliver arbejdet hårdt hver eneste dag på træningsbanen, og den sult og dedikation, jeg møder i truppen, imponerer mig stadig, siger han.

Lørdagens kamp er samtidig årets næstsidste hjemmekamp, og cheftræneren håber på stor opbakning i Lollands Bank Park.

– Den støtte, vi mærker fra lægterne, betyder utrolig meget for holdet. Energien fra publikum giver spillerne noget ekstra, og efter den sæson, vi har haft sammen, håber jeg virkelig, at mange vil komme på stadion og være en del af det igen, siger Mikkel Thygesen.

Selvom rekorderne fylder i optakten, er fokus stadig på den måde, NFC ønsker at spille fodbold på.

– Vi ønsker fortsat at spille modig, offensiv og underholdende fodbold. Vi vil angribe kampen, skabe chancer og gøre alt for at give hjemmepublikummet endnu en stor oplevelse i Lollands Bank Park. Jeg har set et topmotiveret hold på træningsbanen hele ugen, og alle glæder sig til at komme ud og levere endnu en stærk præstation, siger han.

Der er kampstart i Lollands Bank Park søndag kl. 14:00.

Mikkel Thygesen præsenteres af Advodan.

#SucceSkabesSammen

Foto: BetaMy