Lørdag rundes en historisk og mindeværdig sæson af, når Vanløse gæster Lollands Bank Park til sæsonens sidste kamp. Efter slutfløjt venter pokalløft og fejring, men hos cheftræner Mikkel Thygesen er fokus fortsat rettet mod den opgave, der først skal løses på banen.
– Vi glæder os helt vildt til dagen og til at fejre den sæson, vi har haft sammen med vores fans. Men først og fremmest har vi fuld fokus på kampen mod Vanløse. Selvom vi naturligvis alle glæder os til at løfte pokalen efter kampen, så er der en opgave, der skal løses først, siger han.
Cheftræneren understreger, at holdet er opsat på at sætte punktum for sæsonen med endnu en stærk præstation.
– Den her sæson fortjener at blive sluttet af på den bedst mulige måde. Det er noget, vi har talt meget om, og det er alle enormt sultne efter at komme ud og vise på banen. Vi vil gerne slutte af med en præstation, som afspejler det niveau og den indstilling, spillerne har vist gennem hele sæsonen.
Samtidig ser Thygesen frem til endnu en dag i Lollands Bank Park, hvor opbakningen fra tribunerne igen kan blive en afgørende faktor.
Gennem hele sæsonen har hjemmebanen dannet rammen om flere store oplevelser, og cheftræneren lægger ikke skjul på, hvor meget støtten har betydet.
– Opbakningen har været fantastisk hele vejen igennem sæsonen. Vi har mærket en enorm støtte fra vores fans, og det har haft stor betydning for holdet. Der har været mange gode oplevelser, men nogle af de største højdepunkter har uden tvivl været de dage, hvor vi har været rigtig mange samlet i Lollands Bank Park. Det skaber en helt særlig stemning, som både spillere og trænere mærker.
Lørdag får fansene mulighed for at opleve sæsonens sidste kamp, inden spillerne efterfølgende kan lade sig hylde for en sæson, der allerede har skrevet sig ind i klubbens historie.
– Vi håber, at rigtig mange vil komme og være med. Det bliver en særlig dag, hvor vi skal fejre det, som vi har opnået sammen, slutter Thygesen.
Mikkel Thygesen præsenteres af Advodan.
#SuccesSkabesSammen











