Der var ingen slinger i valsen for Nykøbing FC, da det her til eftermiddag blev til en stensikker 5-1-sejr i Holbæk.

Det var på forhånd meldt op, at der ventede en svær udekamp mod Holbæk, der tidligere på sæsonen havde budt NFC godt op til dans.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at NFC’erne var ekstremt veloplagte og derfor fik sig en noget lettere eftermiddag.

Allerede efter fire minutter blev det 1-0 til Mikkel Thygesens drenge, da Oliver Svendsen slog et godt hjørnespark tæt under mål. Efter lidt ping-pong omkring det lille felt kunne Mikkel Dahl prikke bolden over stregen til en tidlig 1-0-føring.

Nykøbing FC satte sig tungt på kampen, og der var af flere gange optræk til en udbygning af føringen. Både Rory O’Driscoll og Kasper Jensen havde bud efter netmaskerne, men Holbæk kunne ånde lettet op.

Det samme kunne de gøre efter en lille halv time, da en velspillende Magnus Bøttker, som for første gang siden sit comeback var i startopstillingen, sendte en god yderside aflevering gennem feltet. Benjamin Kold var tæt på at kunne nå først frem til bolden, men bolden suste desværre akkurat forbi offensivspilleren.

Kort efter blev skarpheden dog for alvor fundet frem.

Efter 31 minutter slog Noah Sekula et godt frispark i Holbæk-feltet, og her dukkede Emmanuel Ogude op og pandede bolden i netmaskerne til 2-0.

Knapt var bolden givet op efter målet før, at Benjamin Kold erobrerede bolden centralt. Han sendte hurtigt bolden videre til Mikkel Dahl, som fangede den tidligere NFC-målmand, Sebastian Olsen, på mellemhånd og sendte bolden i en blød bue over målmanden fra godt 40 meter.

Det blev dog endnu bedre for NFC. Minuttet efter strøg Noah Sekula over venstresiden, og han sendte et nyt godt indlæg i boksen. Her dukkede Emmanuel Ogude igen op, hvorfor han kunne gøre det til hele 4-0 efter 33 minutter.

Dermed kunne NFC gå til pause med en forrygende 4-0-stilling på måltavlen.

Anden halvleg blev generelt en mere rolig affære.

Kort inde i anden halvleg havde Oliver Svendsen dog bud efter sin første NFC-scoring, da han blev spillet igennem i højresiden. Svendsens forsøg fra en spids vinkel strøg dog lige forbi mål.

Minuttet efter bød Holbæk sig så for første gang rigtigt til, da et flot langskud blev sendt på stangen. Bolden blev efterfølgende sendt i nettet, men linjedommeren flagede for offside.

I stedet skruede NFC dog igen op. Magnus Bøttker spillede en stor kamp, og efter en lille time slog han igen en fantstisk yderside aflevering i feltet. Denne gang sendte han Mikkel Dahl i himlen med en friløber. Angriberen brændte i første omgang, men var først over returen og scorede til 5-0 alt imens, at han cementerede sit hattrick.

Herfra blev kampen en noget mere rodet omgang, der også blev præget af masser af udskiftninger.

Kampbilledet betød, at Holbæk i kampens sidste minutter fik reduceret til 5-1.

Flere mål blev det ikke til, hvorfor Nykøbing FC kunne rejse syd på med en fantastisk 5-1-sejr.

Næste opgave er allerede mandag, hvor grundspillets sidste kamp venter hjemme i Lollands Bank Park mod Vejgaard.

Holbæk – Nykøbing FC

02.04.26 kl. 13:00 i Holbæk Sportsby.

3. division, 21. spillerunde.

1-5 (0-4)

0-1, Mikkel Dahl (4 min)

0-2, Emmanuel Ogude (31 min)

0-3, Mikkel Dahl (32 min)

0-4, Emmanuel Ogude (33 min)

0-5, Mikkel Dahl (58 min)

1-5, Ukendt (85 min)

Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Oliver Svendsen, Kasper Jensen (70. Villads Mølgaard), Peter Ullum, Noah Sekula (81. Laurits Jensen), Oskar Balsløv, Rory O’ Driscoll (70. Lucas Nyman), Mikkel Dahl, Benjamin Kold, Magnus Bøttker (60. Marcus Rasmussen), Emmanuel Ogude (60. Ole Jakobsen).

Foto: BetaMy