Det lignede længe et snævert nederlag, men et sent frisparksmål af Oliver Svendsen sikrede et enkelt point efter en livlig 2-2-kamp mod Fremad Amager.
Fredag aften var det endelig tid til sæsonpremiere i Lollands Bank Park, og der var lagt op til fest med fri entré og masser af tilskuere på lægterne.
Gæsterne var en af forhåndsfavoritterne til en god placering i 2. division, Fremad Amager, men selvom der var forskel på status som etableret 2. divisionsklub og oprykker, var det ikke til at se på grønsværen i kampens indledning.
Efter syv minutter kom kampens første store chance, og den tilfaldt gæsterne. En bold blev spillet i dybden, hvorefter linjedommeren vinkede med flaget. Dommeren afværgede vinkeriet, fordi bolden kom fra en NFC’er, hvorfor der var dømt friløber i en spids vinkel. Fremad Amager-spilleren afsluttede dog forbi kassen.
Minuttet efter var det NFC’ernes tur, da Benjamin Kold blev sendt godt over højrekanten. Kold fandt Ogude fri foran mål, men angriberen afslutning blev afvist af en fin redning.
Der stod i det hele taget Nykøbing FC på kampens indledning, og efter et lille kvarter var Emmanuel Ogude igen på spil efter et nyt cutback fra højresiden. Hårdt presset i skudøjeblikket fik målmanden dog igen taget godt fra på Ogudes afslutning.
De mange fremmødte tilskuere, fra begge hold, fik i det hele taget en utrolig underholdende start på kampen. Efter 19 minutter kom gæsterne frem til en god omstillingsmulighed, der endte med et indlæg omkring det lille felt. Afslutningen fra Fremad Amager-angriberen gik dog over mål.
Emmanuel Ogude var i den grad i spillehumør, og efter 23 minutter var han nok engang tæt på at gøre det til 1-0. Denne gang tvang han Fremad Amager-keeperen ud i en stor redning.
Kampen fortsatte dog med at bølge frem og tilbage, og efter 31 minutter måtte NFC have stolpen til hjælp, da et hovedstød ved forreste stang blev snittet til bagerste, hvor bolden prellede af på foden af stolpen.
Chancer blev der mindre af med første halvleg afslutning, der derfor sluttede målløst.
Knapt var anden halvleg kom i gang før vi fik et længere stop. Jeppe Rasmussen kom til skade, hvorfor han måtte udgå, og ind kom blot 17-årige Frej Liisborg til sin debut. Liisborg er en af klubbens egne spilere, der har taget turen op gennem Akademiet, og han blev da også modtaget flot af hjemmepublikummet.
Efter 59 minutter fik Fremad Amager bolden i netmaskerne efter en dødbold, men linjedommeren vinkede heldigvis for offside.
Til gengæld suste den nybagte far, Lucas Nyman, op i den anden ende, hvor han fik sendt et yderst kvalificeret spark afsted mod kassen. Igen fandt den velspillende Fremad Amager-målmand en god redning frem.
Afslutningen gav dog et hjørnespark, hvor bolden efter et par omgange ind og ud af feltet endte med at hoppe tæt under mål. Her har ingen en større målnæse end Mikkel Dahl, der akkurat kunne sende bolden det sidste stykke over stregen til 1-0.
Glæden varede dog kort, da Fremad Amager tre minutter senere fik udlignet til 1-1. En afslutning på rettet af, og så dumpede den lige over en chanceløs Frej Liisborg i målet, der måtte se bolden tage indersiden af overliggeren og hoppe i kassen.
Kampen fortsatte med at være en lige affære, hvor man hele tiden fornemmede, at kampen balancerede på et knivsæg. Efter 76 minutter tippede kampen desværre Fremad Amagers vej, da de opsnappede en fejl i de bagerste rækker hos NFC, hvorfra bolden kunne trilles i kassen.
Nykøbing FC gav ikke op, og i kampens sidste minutter blev gæsterne sat under et stort pres, hvor bolden af flere omgange hoppede og dansede omkring stregen. Blokeringer og nye store redninger forhindrede dog en sen udligning.
Udligningen kom dog kort efter, da Nykøbing FC blev tilkendt et frispark på kanten af Amager-feltet.
Oliver Svendsen tog sig af det, og han hamrede flot bolden i nettet helt op af den ene stolpe. Dermed stod der 2-2 på måltavlen.
Dommeren lagde hele 11 minutter til efter skaden til Jeppe Rasmussen, og selvom Nykøbing FC lagde tryk på i de døende minutter, så blev det ikke til flere mål i sæsonpremieren, hvorfor Mikkel Thygesens mandskab snuppede et enkelt point.
Næste opgave er allerede tirsdag, hvor B.93 gæster Lollands Bank Park i pokalturneringen.
Nykøbing FC – Fremad Amager
31.07.26 Kl. 19:00 i Lollands Bank Park
2. division, 1. spillerunde.
2-2 (0-0)
1-0, Mikkel Dahl (63 min)
1-1, Ukendt (66 min)
1-2, Ukendt (76 min)
2-2, Oliver Svendsen (90+ min)
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen (54. Frej Liisborg), Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen, Noah Sekula (85. Rory O’Driscoll), Lucas Nyman (71. Oskar Balsløv), Oskar Gärtig, Mikkel Dahl, Benjamin Kold (85. Marcus Rasmussen), Ole Jakobsen (71. Magnus Bøttker), Emmanuel Ogude.
Foto: BetaMy Foto











