Det blev akkurat så tæt og dramatisk som ventet, da Nykøbing FC her til eftermiddag slog til mod Skive IK, der blev nedlagt med 3-2.
Nykøbing FC skulle lørdag eftermiddag på langfart, da turen gik til Skive og Hancock Arena.
Skive IK kom til kampen med to friske sejre i erindringen, da de både vandt sæsonpremieren ude mod Brabrand og i midtugen slog Odder ud af pokalturneringen.
Mikkel Thygesens drenge kom også til kampen sprængfyldt af selvtillid, og de til dagen hvidklædte NFC-drenge kom da også fint fra land. Med tålmodigt opbygningsspil fra bagerste kæde fik de sat hjemmeholdet under et tidligt pres, og de rørte ikke bolden i de første to og et halvt minut.
Ikke desto mindre kom Skive frem til den første farlige situation, da et fladt indlæg fra mållinjen måtte afvises tæt under mål til et hjørnespark, der dog i stedet gav en omstilling til NFC. Her dukkede Mikkel Dahl op efter indlæg fra Benjamin Kold, men Skive-målmanden fandt en fin redning frem.
Bolden havde det godt for fødderne af NFC’erne i starten af kampen, men efter otte minutter blev det alligevel 1-0 til hjemmeholdet. Et fladt indlæg fra Skives højreside blev ikke afvist ordentligt, og så kunne Gustav Callø prikke bolden det sidste stykke ind over stregen til 1-0.
Målet slog ikke NFC’erne ud – tværtimod fortsatte de med at mose på mod værternes mål. Ingen på i Hancock Arena kunne derfor sige noget til, at udligningen faldt efter 21 minutter.
Lucas Nyman blev tilkendt et frispark i højreside, og det slog Ole Jakobsen flot til den forreste del af feltet, hvor Mikkel Dahl steg til vejrs og snittede bolden i det lange hjørne til 1-1. Det var Mikkel Dahls andet sæsonmål i lige så mange kampe.
Kampreferater bliver ofte farvede alt efter, hvilken klub, der skriver det. Ikke desto mindre er det næppe for meget at sige, at der var klasseforskel i den første halve time, som Nykøbing FC spillemæssigt sad tungt på.
Efter 32 minutter kom Benjamin Kold frem til en fin mulighed, da han blev sendt igennem på højrekanten. Fra en lettere spids vinkel måtte Kold dog se sin afslutning snuppet med en fin fodparade.
Få minutter senere var NFC igen på spil, da Nyman erobrede en bold centralt og sende Ole Jakobsen afsted i en omstilling. Herfra fandt han Emmanuel Ogude, der trods en god position dog måtte se sin afslutning blokeret.
Stik mod spil og chancer fik Skive dog kort før pausen bragt sig i front på en situation, der mindede meget op scoringen til 1-0, hvor et fladt indlæg havnede tæt under mål, hvorefter den blev skovlet det sidste stykke over stregen.
Dermed kunne Skive IK gå til pause med en 2-1-føring.
Nykøbing FC skiftede to mand i pausen, da både Kasper Jensen og Ole Jakobsen gik fra banen. Ind kom Magnus Bøttker og Oskar Balsløv.
Thygesens drenge kom godt ud til anden halvleg, og efter 49 minutter blev der på ny udlignet.
Oliver Svendsen sendte et missil afsted mod Skive-målet. Afslutningen prellede af på indersiden af stolpen, ramte Skive-målmanden i ryggen, hvorefter den dumpede ud til Mikkel Dahl, som kunne prikke bolden i nettet til 2-2.
Nykøbing FC var fortsat mest på bolden, men ikke i nær så overlegne stil, som det havde været tilfældet i de første 45 minutter.
Til gengæld var skarpheden på den sidste tredjedel nu i den grad fundet frem. Mikkel Dahl spillede flot 1-2 med Lucas Nyman inden, at han sendte bolden i en blød bue ind i feltet. Her dukkede Magnus Bøttker op, og han pandede bolden i nettet til 3-2.
Det tvang Skive frem ad banen, og få minutter efter føringsmålet sendte de et kvalificeret langskud afsted. Afslutningen var dog intet problem for Jeppe Rømer i målet.
Efter 67 minutter var det i den grad tæt på at blive 4-2 til Nykøbing FC, da Lucas Nyman flot fandt en velspillende Magnus Bøttker foran mål. Afleveringen blev dog akkurat for uskarp til, at Bøttker kunne sparke første gang, hvorfor han blev tvunget en omgang rundt om sig selv inden, at han kunne afslutte mod målmanden, som i mellemtiden var kommet helt ud i hovedet på ham. Målmanden hev derfor en fin redning frem i situationen, hvor Skive kunne ånde lettet op.
I stedet var det af to omgange tæt på at blive 3-3. Først da Skive slap igennem i deres højreside, hvor Jeppe Rømer fandt en stor fodparade frem. Sekunder efter på et skarpt indlæg, hvor Rømer så blot hev en endnu større redning frem på et hovedstød fra tæt hold.
Skive var i det hele taget vågnet langt mere op til dåd i denne fase af kampen, hvor opgøret virkelig stod og balancerede mellem en udligning og en 4-2-scoring. Den eneste følelse man ikke sad med var, at det sidste mål var scoret i Hancock Arena.
Efter 75 minutter var hjemmeholdet igen tæt på, men denne gang fik NFC’erne clearet tæt under mål i en ellers hektisk situation.
I de næste 10 minutter fik Nykøbing FC atter bedre styr på kampen, og der blev hvilet godt med bolden for fødderne, imens at der momentvist blev stukket i omstillingerne. Bannerfører i omstillingerne var ofte Magnus Bøttker, som spillede en stor anden halvleg.
Afslutningen på kampen bølgede frem og tilbage, men Nykøbing FC-drengene holdt stand og tog en fantastisk 3-2-sejr med hjem til Sydhavsøerne.
Næste opgave er fredag, hvor B.93 igen gæster Lollands Bank Park.
Skive IK – Nykøbing FC
08.08.26 Kl.15:00 i Hancock Arena
2. division, 2. spillerunde.
2-3 (2-1)
1-0, Gustav Callø (8 min)
1-1, Mikkel Dahl (21 min)
2-1, Gustav Callø (45 min)
2-2, Mikkel Dahl (49 min)
2-3, Magnus Bøttker (58 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rømer, Oliver Svendsen, Kasper Jensen (45. Oskar Balsløv), Peter Ullum, Noah Sekula, Oskar Gärtig (75. Rory O’Driscoll), Lucas Nyman, Mikkel Dahl, Ole Jakobsen (45. Magnus Bøttker), Benjamin Kold (75. Albert Rrahmani), Emmanuel Ogude (88. Marcus Rasmussen).
#SuccesSkabesSammen

