Lørdagens topopgør i Lollands Bank Park mellem Nykøbing FC og FA 2000 får en ekstra dimension.

Det er allerede offentliggjort, at Scan360 sørger for gratis adgang til kampen, der spilles kl. 15:00. Nu står det også klart, at virksomheden samtidig ønsker at gøre en forskel lokalt: For hver tilskuer, der møder op i Lollands Bank Park lørdag eftermiddag, donerer Scan360 nemlig 2 kroner til Værestedet Perronen.

Dermed kan en stor opbakning på tribunerne både skabe en stærk kulisse til topkampen og samtidig bidrage til et vigtigt socialt tilbud i lokalområdet.

Hos Scan360 håber indehaver Brian Friis Jensen derfor på et velbesøgt Lollands Bank Park lørdag eftermiddag.

– Det er vigtigt for os at gøre en forskel lokalt, hvor vi selv er en del af fællesskabet. Værestedet Perronen er et utroligt prisværdigt og vigtigt sted for socialt udsatte i vores lokalområde, og derfor giver det rigtig god mening for os at støtte op om deres arbejde, siger han.

Han håber samtidig, at mange vil benytte sig af den gratis adgang og møde op til lørdagens kamp.

– Jo flere der kommer på stadion, jo større bliver støtten til Perronen. Vi håber derfor at se rigtig mange mennesker i Lollands Bank Park på lørdag. Det bliver en stor kamp på banen, men samtidig har alle mulighed for også at gøre en forskel uden for banen ved bare at møde op, siger Brian Friis Jensen og opfordrer alle til at tage familie, venner og kolleger med på stadion.

Hos Værestedet Perronen vækker initiativet stor glæde.

– Vi er meget taknemmelige for det her initiativ fra Scan360. Det er virkelig rørende, når nogen tænker på vores borgere og gerne vil støtte op om det arbejde, vi laver. Det sætter vi enormt stor pris på, siger leder af Værestedet Perronen, Stina Ebbe.

Hun fortæller samtidig, at fodbold i forvejen spiller en rolle for flere af stedets brugere.

– Vi har allerede borgere hos os, der interesserer sig for fodbold og som benytter sig af det samarbejde, vi i forvejen har med Nykøbing FC. Derfor er der også flere hos os, der glæder sig til at komme ned og opleve den store kamp på lørdag, fortæller Stina Ebbe.

Om Værestedet Perronen
Værestedet Perronen er et socialt tilbud i Nykøbing Falster for borgere, der befinder sig i en socialt udsat situation. Perronen fungerer som et trygt mødested, hvor brugerne kan komme i løbet af dagen for at få fællesskab, støtte og et pusterum i hverdagen. Her er der mulighed for samvær, aktiviteter og rådgivning i et uformelt miljø, hvor alle mødes med respekt og uden krav.

Med lørdagens initiativ håber både Scan360 og Perronen derfor, at mange vil lægge vejen forbi Lollands Bank Park til en eftermiddag, hvor fællesskab, fodbold og lokalt engagement går hånd i hånd.

#SuccesSkabesSammen