Der er noget særligt over pokalaftener.

Når fløjten lyder klokken 19.00 tirsdag aften i Lollands Bank Park, er det endnu en mulighed for at skrive et nyt kapitel i klubbens pokalhistorie, når B.93 gæster Falster i pokalturneringens 1. runde.

Gennem årene har Lollands Bank Park dannet rammen om flere mindeværdige pokalkampe, hvor favoritter er blevet sendt skuffede hjem, imens hjemmeholdet og tilskuerne har skabt den særlige stemning, som kun pokalfodbold kan. Også hold fra Østerbro i hovedstaden har tidligere haft svært ved at finde vej videre i pokalturneringen, når de har gæstet Sydhavsøerne, og Nykøbing FC håber, at historien kan gentage sig tirsdag aften.

Pokalfodbold lever af overraskelser, drama og øjeblikke, man taler om længe efter slutfløjt. Derfor er opfordringen også klar – kom i Lollands Bank Park. Det kan meget vel blive en af de aftener, hvor alt går op i en højere enhed, og hvor pokalmagien igen rammer Falster.

Cheftræner Mikkel Thygesen oplevede i fredags, hvordan opbakningen fra tribunerne gjorde en forskel, da mere end 1.500 tilskuere skabte en fantastisk kulisse til sæsonpremieren.

– Det var fantastisk at opleve den opbakning, vi fik i fredags. Der var en fantastisk stemning, og spillerne kunne virkelig mærke energien fra tribunerne. Det gør en kæmpe forskel, og jeg håber virkelig, at vi sammen kan holde fast i, at folk kommer på stadion. Det er så vigtigt for alt det, vi er ved at bygge op i Nykøbing FC, siger cheftræneren.

På banen venter dog en særdeles vanskelig opgave.

B.93 kommer til Falster med et stærkt mandskab og har markeret sig markant i sommerens transfervindue. Derfor forventer Mikkel Thygesen en kamp, hvor hjemmeholdet skal ramme et højt niveau.

– Vi møder et virkelig stærkt B.93-hold, som har vist store ambitioner og har spillet med musklerne i transfervinduet. Det bliver en stor test for vores unge hold, men vi ved også, at vi får brug for hele truppen i et tætpakket kampprogram.

– Vi kommer til at gå til opgaven med brystet skudt frem og med stor tro på egne evner. Vi respekterer B.93, men vi tror på, at vi kan være med, og sammen med vores tilskuere vil vi gøre alt for at skabe endnu en stor pokalaften i Lollands Bank Park.

Du kan købe billetter til kampen via nfc.eventii.dk eller i billetboden ved hovedindgangen.

#SuccesSkabesSammen