I dag kl. 15:00 tager Nykøbing FC imod Vanløse i Lollands Bank Park, og ambitionerne er ikke til at tage fejl af hos spillerne i truppen, der kun har tre point for øje.

Ole Jakobsen ser frem til opgøret og lægger ikke skjul på, at holdet går ind til kampen med en offensiv tilgang.

– Vi har haft en rigtig god uge på træningsbanen, hvor vi har arbejdet med de ting, vi gerne vil bringe ind i kampen. Vi går ind til opgøret med tro på vores eget spil og med en klar ambition om at tage sejren, siger han.

Selvom fokus er på egne styrker, er der også respekt for modstanderen fra Vanløse.

– Det er et hold, der spiller med meget fysik og gerne vil frem i banen hurtigt. Hvis man giver dem tid, kan de også spille godt med bolden, så det bliver vigtigt, at vi er skarpe og får sat os på kampen fra start, forklarer Jakobsen.

For NFC handler det om at turde spille sit eget spil og holde tempoet højt gennem hele kampen.

– Vi skal være modige, spille med intensitet og hele tiden være på forkant. Hvis vi lykkes med det, så kan vi styre kampen og lægge det pres, vi gerne vil, siger han.

I truppen er der en stærk tro på egne evner, og hjemmebanefordelen kan blive afgørende.

– Vi ved, hvad vi kan som hold, og hvis vi rammer vores niveau, så har vi gode muligheder for at hente tre point. Det betyder meget at spille foran vores egne fans, og vi håber på en fed kulisse ligesom senest, vi spillede hjemme i Lollands Bank Park, slutter Ole Jakobsen.

Der er kampstart kl. 15:00 i Lollands Bank Park.

Ole Jakobsen præsenteres af Toms Have Park & Anlæg.

#SuccesSkabesSammen

Foto: BetaMy