Nykøbing FC styrker offensiven med 19-årige Albert Rrahmani, der skifter til klubben på en lejeaftale fra Sønderjyske for resten af sæsonen.
Den unge offensivspiller kan dække flere positioner i offensiven og gør sig både som kantspiller og på den offensive midtbane. Trods sin unge alder har Albert Rrahmani allerede fået debut i Superligaen med otte kampe på cv’et, ligesom han har repræsenteret Kosovos ungdomslandshold.
Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig over at kunne byde endnu en spændende profil velkommen til Lollands Bank Park.
– Vi har hele tiden haft et ønske om at styrke konkurrencen yderligere i vores offensive kæde, og med Albert får vi en spiller med nogle spændende kompetencer og et stort udviklingspotentiale. Han er teknisk stærk, kan udfordre én mod én og dække flere offensive positioner, hvilket giver os flere muligheder i vores udtryk, siger Claus Jensen.
Han peger samtidig på, at lejeaftaler tidligere har vist sig at være en succes for Nykøbing FC.
– Vi har haft rigtig gode erfaringer med lejeaftaler gennem de seneste sæsoner. Det har givet os mulighed for at tilføre kvalitet og sultne spillere, som ønsker at udvikle sig og samtidig bidrage til holdet med det samme. Det ser vi også i Albert, og vi glæder os til at få ham integreret i truppen og hjælpe ham med at tage de næste skridt i sin udvikling samtidig med, at han skal være med til at gøre os endnu stærkere i jagten på vores målsætninger, siger Claus Jensen.
Albert Rrahmani ser frem til den kommende tid i den blå trøje og glæder sig til at komme i gang.
– Jeg er rigtig glad for at være kommet til Nykøbing FC. Det er en klub, jeg allerede har fået et virkelig godt indtryk af, og jeg har hørt meget positivt om både miljøet og sammenholdet. Det var noget, der tiltalte mig meget, siger Albert Rrahmani, siger Rrahmani inden, at han fortsætter.
– Jeg kommer hertil med stor lyst til at udvikle mig og hjælpe holdet. Der er en spændende trup med dygtige spillere, og jeg glæder mig til at lære alle at kende, arbejde hårdt hver dag og forhåbentlig bidrage med mål, assists og masser af energi på banen. Jeg ser virkelig frem til resten af sæsonen i Nykøbing FC, slutter han.
Albert Rrahmani har fredag formiddag haft første træning med sine nye holdkammerater.
#SuccesSkabesSammen











