Nykøbing FC styrker truppen med den 20-årige højreback Mathis Konradsen, der kommer til klubben på en lejeaftale fra FC Midtjylland for resten af sæsonen.
Den unge forsvarsspiller var i sidste sæson udlejet til FC Helsingør, og tidligere har han repræsenteret FC Midtjylland U19-mandskab, hvor han fik erfaring fra højeste ungdomsniveau i form af UEFA Youth League.
Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig over at få Mathis Konradsen ind i truppen og ser tilgangen som en tilføjelse til den i forvejen stærke konkurrence om pladserne i truppen.
– Fokus her i vinduet har i første omgang været at fastholde vores stærke trup. Efter ferien har vores fokus rettet sig mod at at styrke truppen og skærpe konkurrencen med tilgang af unge, dygtige, sultne og ambitiøse spillere. Mathis passer rigtigt godt ind i den kategori, og derfor er vi rigtig glade for, at vi har fået muligheden for at hente Mathis til klubben. Han er en dynamisk højreback med et stort potentiale, og selv om han stadig er ung, kommer han allerede med erfaring fra seniorfodbold og et højt ungdomsniveau, siger Claus Jensen.
– Vi har en ung og meget talentfuld trup, og Mathis kommer til at passe rigtig godt ind i det miljø, vi har bygget op, vores spillestil og filosofi og vi er meget glade for, at han nu bliver en del af Nykøbing FC.
Begejstret efter besøg i Middelfart
Mathis Konradsen har allerede nået at danne sig et godt indtryk af sin nye klub. Han har hørt meget positivt om miljøet i Nykøbing FC og har selv været forbi klubben for at se de rammer og omgivelser, der nu bliver hans hverdag.
I weekenden var han desuden med i Middelfart, hvor han så Nykøbing FC i aktion – og det gjorde kun hans lyst til at blive en del af holdet endnu større.
– Jeg har hørt rigtig meget godt om miljøet i Nykøbing FC, og da jeg selv kom forbi og så omgivelserne, blev jeg virkelig imponeret. Det virker som en klub med nogle rigtig gode rammer og et stærkt miljø, og det er noget, jeg glæder mig meget til at blive en del af, siger Mathis Konradsen, siger han inden, at han fortsætter.
– Jeg var også i Middelfart i weekenden og så kampen, og jeg blev virkelig begejstret for den måde, holdet spiller fodbold på. Det er en stil, som jeg glæder mig til at blive en del af, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Jeg glæder mig også rigtig meget til at møde fansene og til at give den gas for klubben. Jeg kommer med masser af energi og glæder mig til at bidrage med alt, hvad jeg kan.
Mathis Konradsen får trøjenummer 15 i Nykøbing FC og trænede allerede med sine nye holdkammerater onsdag formiddag.
#SuccesSkabesSammen











