Der er gratis entré til søndagens hjemmekamp mod FA2000, hvor Nykøbing FC endegyldigt kan sikre sig oprykning til 2. division.

Der er lagt op til en stor fodboldfest i Nykøbing, når Nykøbing FC på søndag kl. 14.00 tager imod FA2000 i en afgørende kamp i jagten på oprykning. For at samle hele byen og skabe den stærkest mulige opbakning har klubben valgt at åbne portene og tilbyde gratis entré til alle.

Budskabet er klart: Succes skabes sammen – sammen rykker vi op.

– Det er ikke hver dag, at man har muligheden for at fejre oprykning, og det er noget, som vi rigtig gerne vil invitere alle til at være en del af. I Nykøbing FC tror vi på, at man løfter bedst i flok, og at succes skabes sammen, og derfor virker det også helt naturligt for os nu at invitere alle til at være en del af den kamp, hvor vi forhåbentlig rykker op. Det er vores måde at sige tak for opbakningen, og vi håber at mange vil komme og være med til at skabe en helt særlig ramme om kampen, siger kommerciel chef Frederik Scheuermann.

Der bliver samtidig skruet ekstra op for aktiviteterne omkring kampen, så hele familien kan få en oplevelse ud over de 90 minutter. Nordisk Film Biografer sørger for popcorn til de første 100 børn, mens XEvents kommer med en udvidet børnezone, hvor de yngste fans kan boltre sig før, under og efter kampen. Dermed er der lagt op til en søndag, hvor stadion summer af liv, aktiviteter og god stemning fra første fløjt.

Tag familie, venner, naboer og kollegaer med på stadion søndag kl. 14.00 og vær med til at løfte holdet frem mod 2. division.

#SuccesSkabesSammen