Når Nykøbing FC på lørdag kl. 15:00 løber på banen i Lollands Bank Park, bliver det med en helt ny kulisse på lægterne. Her får det nye fandrevne initiativ Den Blaa Mur nemlig sin officielle premiere.
Den Blaa Mur bliver et nyt fanafsnit placeret til venstre for spillernes indløb, når man kigger ind mod banen – samme område hvor NFC Support tidligere har haft til huse. Området bliver tydeligt markeret med et stort banner, og ambitionen er klar: At samle fans, skabe stemning og give holdet endnu stærkere opbakning fra tribunerne.
Initiativet er startet af fan og lokal ildsjæl John Højgaard, der håber, at Den Blaa Mur kan blive et samlingspunkt for alle, der ønsker at bakke op om klubben.
– Vi skal have gang i Lollands Bank Park igen. Den Blaa Mur er for alle – store, små, høje, lave, mænd og kvinder. Kort sagt alle, der ønsker Nykøbing FC det bedste. Det handler bare om at møde op og bakke holdet op, siger John Højgaard.
Ifølge ham udspringer idéen også af et ønske om at give noget tilbage til klubben og lokalområdet.
– Klubben gør utrolig meget for lokalområdet gennem blandt andet NFC Samfund, og det engagement betyder rigtig meget. Derfor vil jeg også gerne give noget tilbage. Jeg synes, det er synd, at klubben ikke får endnu mere opbakning fra lægterne, for spillerne fortjener virkelig den støtte. Hvis vi kan samle folk og skabe en stærk stemning sammen, kan det gøre en forskel – både for spillerne og for oplevelsen på stadion, siger han.
Hos Nykøbing FC glæder man sig over initiativet.
Klubbens kommercielle chef, Frederik Scheuermann, ser Den Blaa Mur som et stærkt eksempel på det engagement, der findes omkring klubben.
– Det er fantastisk, når fans selv tager initiativ til at skabe mere stemning og opbakning. Den slags tager vi naturligvis imod med kyshånd. Fodbold er bedst, når tribunerne lever, og når fans og hold løfter i flok, siger Frederik Scheuermann.
Han håber samtidig, at mange vil finde vej til fanafsnittet – og til stadion generelt – når Den Blaa Mur bliver skudt i gang.
– Vi håber, at rigtig mange vil møde op og tage del i det her. Hvis vi sammen kan fylde tribunerne med energi og opbakning, kan vi skabe en kæmpe folkefest i Lollands Bank Park. Det vil være til glæde for både spillerne, fansene og hele klubben, siger han.
Premieren på Den Blaa Mur finder sted lørdag, når der er kampstart kl. 15:00 i Lollands Bank Park.
Alle, der har lyst til at synge, klappe og bakke Nykøbing FC op, er mere end velkomne til at tage plads i det nye fanafsnit og være med til at sætte gang i stemningen.
Takket være Scan360 er der gratis adgang til kampen.
#SuccesSkabesSammen











