Nykøbing FC sendte her til eftermiddag rækkens nummer to hjem med et 1-0-nederlag foran et veloplagt Lollands Bank Park som hele 1453 tilskuere havde fundet vej til.
Der var lagt op til fodboldfest i Lollands Bank Park, da Nykøbing FC her til eftermiddag spillede vaskeægte topkamp mod FA 2000. Vores trofaste partner, Scan360, havde sørget for gratis adgang til kampen, og det var da også et velbesøgt Lollands Bank Park, der i dag bakkede ’De Mørkeblå op.
Det var da også Mikkel Thygesens drenge, der startede kampen bedst og allerede fem minutter inde i kampen, havde der ligget en tidlig scoring i luften af et par omgange.
Først via et kikset tilbagelægning fra FA 2000, hvor de var tæt på at sende bolden i eget net, og få minutter senere ved Ole Jakobsen, som var først over en nedfaldsbold.
NFC sværmede i det hele taget gevaldigt rundt om gæsternes felt i det første kvarter, og det var ikke meget, at FA 2000 så til bolden. Den helt store chancer udeblev dog, da det sidste træk eller sidste aflevering lige akkurat missede ved flere lejligheder.
Efter 20 minutter kom FA 2000 frem til deres første mulighed, og det var en akrobatisk en af slagsen. Bolden blev pillet ned fra højderne, og så forsøgte en rødklædt gæst sig med en saksespark. Bolden gik dog i sikker stil forbi Jeppe Rasmussens mål.
Unge Marcus Rasmussen fik chancen fra start i dagens kamp, og han var en konstant trussel omkring FA-feltet. Efter 23 minutter modtog han bolden i venstre siden, hvorefter han holdt farten og tog chancen mod det lange hjørne. Målmanden læste dog afslutningen og pillede forsøget.
Efter en god halv time var det Laurits Jensen tur til at være på spil, da han kom først på indlæg ved bagerste stang. Jensen tog to gode træk, hvorfor han var lige ved at finde Mikkel Dahl tæt under mål. Igen forblev det dog lige ved og næsten.
Lige ved og næsten var det dog ikke få minutter senere. Et indlæg blev sendt i boksen til forreste stang, hvor Kasper Jensen fik snittet bolden videre til bagerste stolpe. Her stod blot 19-årige Marcus Rasmussen klar, og han fik bugseret bolden det sidste stykke ind over stregen til 1-0 og stor jubel for Lollands Bank Park.
1-0 forblev også stillingen på måltavlen, da dommeren fløjtede til pause.
Nykøbing FC fortsatte med at sidde solidt på kampbilledet i starten af anden halvleg, men hvor første halvleg havde været med masser af chancer, så var det første kvarter af anden halvleg noget mere rolig. Kontrollen havde FA 2000 dog ikke fravristet NFC.
Hvor første halvleg havde været ganske velspillende fra Nykøbing FC’s side, så var anden halvleg simpelthen bare en mere rodet affære.
FA 2000 var også bedre med i opgøret, men heller ikke de formåede at skabe chancer.
Til gengæld steg intensiteten gevaldigt mod slutningen af kampen. Tacklinger blev hårdere og de gule kort sad løsere og løsere på kampens dommer.
Mod kampens afslutning var der glædeligt gensyn, da Magnus Bøttker fik comeback efter godt ni måneder på sidelinjen med en alvorlig skade.
Netop Magnus Bøttker fremtvang et frispark på kanten af FA-feltet, og det tog Mikkel Dahl sig af. Dahl måtte dog se sit forsøg prelle af på stolpen.
Der var derfor spænding til det allersidste i opgøret og glæden over slutfløjet var til at tage at føle på blandt NFC-spillerne, der kunne juble over en vigtig 1-0-sejr, der cementerede førstepladsen i 3. division.
Næste opgave er lørdag, hvor Odder venter på udebane.
Nykøbing FC – FA 2000
14.03.26 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park
18. Spillerunde, 3. Division.
1-0 (1-0)
1-0, Marcus Rasmussen (35 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Laurits Jensen (61. Oliver Svendsen), Kasper Jensen, Peter Ullum, Noah Sekula, Villads Mølgaard, Lucas Nyman, Mikkel Dahl, Benjamin Kold (76. Jeppe Karlsson), Marcus Rasmussen (61. William Lohse), Ole Jakobsen (87. Magnus Bøttker).
Tilskuertal: 1.453
Foto: BetaMy











