Nykøbing FC har skrevet en 2-årig kontrakt med den lokale målmand Valde Skov, som dermed tager det næste store skridt på sin fodboldrejse.

Valde Skov har fået sin fodboldopdragelse i Nykøbing FC, hvor han har været en del af klubbens miljø gennem størstedelen af sin ungdomstid. Undervejs har han haft en enkelt afstikker til Vejle BK i forbindelse med et efterskoleophold, men nu fortsætter udviklingen i de velkendte rammer på Lolland-Falster.

Til sommer bliver Valde student fra HHX, og herefter bliver han en fast del af træningsmiljøet omkring klubbens førstehold.

For fodbolddirektør Claus Jensen er kontrakten endnu et eksempel på den vej, klubben ønsker at gå.

– Det er en rigtig glædelig dag for Nykøbing FC. Valde er en af vores egne drenge, som har været en del af klubben i mange år, og derfor betyder det selvfølgelig noget særligt, når vi kan tage ham hele vejen til en første kontrakt.

– Han har arbejdet målrettet med sin udvikling over en længere periode, og vi glæder os over, at han efter sommerferien kan blive en fast del af vores daglige træningsmiljø, når han er færdig med sin uddannelse.

– Samtidig ser vi et stort potentiale i Valde. Han besidder nogle spændende kompetencer som målmand, og vi tror på, at han med det rette miljø og den rette sparring kan fortsætte den positive udvikling, han allerede har vist, siger Claus Jensen.

Målmandstræner Tobias Brogaard har arbejdet tæt med Valde, og han ser frem til at følge hans fortsatte udvikling.

– Valde har gennem de seneste år taget nogle rigtig flotte skridt i sin udvikling. Han har hele tiden vist en stor villighed til at lære, og han er den type spiller, som konstant søger efter små detaljer, der kan gøre ham bedre.

– Det, der kendetegner ham, er hans læringsparathed og hans evne til at omsætte feedback til handling. Hver gang vi har stillet nye krav til ham, har han arbejdet seriøst med tingene og lagt nye lag på sit spil. Han har et spændende potentiale som keeper, især i det målmandstekniske redningsspil og modet i sine indgreb. Samtidig kommer han hver dag med en stærk arbejdsmoral og en stor lyst til at udvikle sig.

– Vi glæder os meget til at få ham endnu tættere på førsteholdsmiljøet, hvor vi tror på, at han kan fortsætte sin positive udviklingskurve og tage de næste skridt mod at indfri det potentiale, vi ser i ham, siger Tobias Brogaard.

Nykøbing FC betyder meget for mig

Valde Skov selv lægger ikke skjul på, at kontrakten har stor betydning for ham.

– Jeg er utrolig stolt over at have skrevet min første kontrakt med Nykøbing FC. Det er en klub, som betyder rigtig meget for mig, fordi jeg er vokset op her og har haft størstedelen af min fodbolduddannelse i klubben.

– Jeg kender menneskerne, kulturen og omgivelserne, og derfor føles det også helt specielt at få muligheden for at tage det næste skridt netop her. Jeg glæder mig til at blive en endnu mere fast del af træningsmiljøet efter sommerferien og til hver eneste dag at kunne udvikle mig sammen med de dygtige spillere og trænere omkring førsteholdet.

– Samtidig ved jeg godt, at det hårde arbejde først begynder nu. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at udvikle mig yderligere og hjælpe holdet og klubben bedst muligt i de kommende år, siger Valde Skov.

Med kontrakten fortsætter Nykøbing FC arbejdet med at udvikle og integrere lokale talenter i klubbens sportslige miljø.

Valde Skov præsenteres af JD Grafisk.

#SuccesSkabesSammen