Søndag kl. 14:00 er der igen fodbold i Lollands Bank Park, når Hørsholm-Usserød gæster Lolalnds Bank Park. Selvom oprykningen allerede er sikret, er der langt fra tale om et hold, der har sænket skuldrene. Tværtimod er motivationen fortsat stor i truppen, hvilket de seneste resultater også har vist.
For cheftræner Mikkel Thygesen er hjemmekampene noget helt særligt, og han håber på massiv opbakning fra lægterne.
– Det er altid noget specielt at spille hjemme i Lollands Bank Park. Vi mærker virkelig støtten fra vores fans, og den energi betyder utrolig meget for både spillerne og hele klubben. Vi håber på stor opbakning igen på søndag, så vi sammen kan være med til at runde den her fantastiske sæson af på den måde, både klubben og truppen fortjener, siger Mikkel Thygesen.
Selvom holdet allerede har opnået sæsonens store mål med oprykningen, er sulten langt fra stillet. Tværtimod har truppen vist, at ambitionerne rækker endnu længere.
– Siden oprykningen kom i hus, har spillerne vist, at ingen føler sig færdige. Der er stadig masser at spille for, og vi jagter fortsat rekorder. Det betyder noget for os at blive ved med at presse os selv og sætte nye standarder, og man kan tydeligt mærke, at alle er enormt opsatte på at tage tre point mod Hørsholm-Usserød.
Det er samtidig et NFC-mandskab, der ikke har tænkt sig at ændre på sin tilgang til kampene.
– Vi vil gøre alt for at gå ud og jagte endnu en sejr, og det skal ske gennem den offensive og underholdende fodbold, som har kendetegnet os hele sæsonen. Vi vil være modige, spille fremad og forhåbentlig give vores fans endnu en god oplevelse i Lollands Bank Park, understreger cheftræneren.
Der er kickoff søndag kl. 14:00 i Lollands Bank Park.
Mikkel Thygesen præsenteres af Advodan.
#SuccesSkabesSammen











