Lars Pleidrup er tilbage i den mørkeblå trøje efter tre år væk fra fodboldbanen. Norsk fysiolog har aldrig set noget lignende.
Det, der for de fleste lød som en skrøne, er nu blevet til virkelighed.
Efter tre år væk fra førsteholdsfodbolden er Nykøbing FC-legenden Lars Pleidrup klar til at snøre støvlerne igen og genoptage sin aktive karriere, og det sker stik imod al logik, dåbsattest og almindelig menneskelig forståelse.
Som bekendt blev Pleidrups krop efter hans karrierestop doneret til videnskaben, hvor et norsk forskerhold gennem de seneste år har haft fornøjelsen af at nærstudere det fysiske fænomen.
Og resultaterne har været – mildest talt – opsigtsvækkende.
Blandt testene har været gentagne kapløb mod hjorte i Bøtø Skoven, som Pleidrup angiveligt har vundet uden nævneværdig pulsforøgelse. Samtidig viste målinger af hans fedtprocent et resultat, der ifølge laboratoriet “teknisk set ikke burde være muligt”, da det landede på minus.
Den måske mest opsigtsvækkende test fandt sted under en omfattende VO2-max måling, hvor Pleidrup ganske enkelt nægtede at blive træt. Testen endte derfor brat, da lægestaben valgte at forlade laboratoriet.
– Vi har også et liv, lød det kort fra en lettere opgivende testansvarlig.
Den norske fysiolog Larser G. Ammel har stået i spidsen for undersøgelserne og lægger ikke skjul på sin begejstring:
– Det har været tre fuldstændig ekstraordinære år. Vi har aldrig set noget lignende. På trods af, at Lars primært ernærer sig med chokofanter, cowboytoast og teboller med tandsmør, er der intet, der nedbryder hans fysik. Han er et unikum, udtaler G. Ammel.
Han fortæller videre, at forskerteamet i sidste uge traf en bemærkelsesværdig beslutning:
– Vi vurderede simpelthen, at det var på tide at sende ham på græs igen. Man kan ikke holde sådan en krop i et laboratorium for evigt.
Mandag fik Pleidrup så sin uofficielle “genoplivning”, da han tørnede ud for klubbens veteranhold i en kamp mod Guldborg. Her kvitterede han med en assist, inden han efter slutfløjtet løb hjem fra Guldborg.
Ifølge Larser G. Ammel er der ingen tvivl:
– Han er mere end klar, fortæller han.
Hovedpersonen selv tager dog det hele med vanlig ro.
– Jeg er glad for at være tilbage, lyder det kort fra Lars Pleidrup, imens han forsøger at få sin mobilepay til at virke for at købe caféens sidste chokofanter.
Legende-Lars får sin gamle trøje med nummer 13 på ryggen, og han forventes at være i spil til en startplads allerede i morgen, hvor turen går til Holbæk.
#SuccesSkabesSammen











