I dag kl. 15:00 er der igen divisionsfodbold i Lollands Bank Park, når Nykøbing FC tager imod Holbæk i sæsonens første hjemmekamp. Der er gratis adgang, og cheftræner Mikkel Thygesen håber på et stort fremmøde, der kan være med til at gøre forskellen.
Holbæk kommer til Falster med masser af kvalitet og erfaring – og det er en modstander, NFC tager særdeles seriøst.
– Holbæk er et dygtigt og rutineret hold, der har relationerne på plads. Vi har sund respekt for dem, og vi ved, at vi skal være klar fra første fløjt. Vi forventer en tæt kamp, hvor marginalerne kan blive afgørende, men vi går naturligvis efter alle tre point, siger Mikkel Thygesen.
Netop de små marginaler kan ifølge cheftræneren være noget, publikum kan hjælpe med at tippe NFC’s vej.
– Hvis vi får samme opbakning som i min første kamp i foråret, hvor vi vandt 4-0 over HIK foran 1.200 tilskuere, så kan det give os et kæmpe løft. Den energi fra tribunen kan mærkes helt inde på banen, og det kan være det, der afgør kampen, siger han inden, at han understreger, hvor meget holdet glæder sig til at være hjemme i egen hule.
– Vi glæder os helt vildt til at løbe på banen foran vores egne fans igen. Alle, der kommer på stadion og lever med, er med til at rykke os fremad.
Der er kampstart i Lollands Bank Park klokken 15:00, og der er i samarbejde med Profil & Reklametryk gratis adgang for alle.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy











