Regnen piskede ned over Lollands Bank Park indtil kort før kampstart, men da første fløjtede nærmede sig kom også solen, folkene på lægterne og ikke mindst en ny flot NFC-indsats.
Dagens gæster fra Frederiksberg blev nemlig sendt hjem i sikker stil med et 3-1-nederlag.
Nykøbing FC satte sig på opgøret fra start og allerede efter to minutter, kom de frem til første chance. Lucas Nyman opfangede en løs bold på kanten af feltet, hvorefter han trykkede fladt af. Bolden sjuttede over græsset, men målmanden havde styr på afslutningen.
Efter små 10 minutter kom føringsmålet dog. Oliver Svendsen slog et perfekt hjørnespark, hvor Peter Ullum kunne stige til vejrs og pande bolden i nettet til 1-0. Det var anden kamp i streg, at Peter Ullum kom på tavlen.
Gæsterne var ikke meget på bolden, men de kom chancemæssigt bedre med i kampen i de efterfølgende 10 minutter. Jeppe Rømer blev dog ikke testet i buret, omend der var et par gode fine forsøg, der strøg tæt om rammen.
Også Peter Ullum havde bud efter sit andet mål i kampen, da han nok engang kom højest på et hjørnespark, der dog denne gang prellede af på overliggeren.
Kampen udviklede sig herefter noget mere tæt, men man sad hele tiden med følelsen af, at NFC’erne var i kontrol og samtidig var farlige hver gang, at de kom op med banens sidste tredjedel.
Efter 36 minutter var det tæt på at blive 2-0, da Oliver Svendsen kom i en god position, men måtte se en hård flad afslutning pillet med det yderste af negle fra den velspillende FA-målmand.
På det efterfølgende hjørnespark, blev der dømt skydetelt omkring FA-feltet, men gæsterne fik af flere omgange kastet sig heroisk ned foran ellers fine afslutninger.
Endnu tættere på var det minuttet efter, da Benjamin Kold blev spillet i dybden, hvorefter han firsttimede, men igen måtte se målmanden finde en stor redning frem.
Også Ole Jakobsen ville lege med. Efter 41 minutter blev han sendt alene igennem med målmanden, men hårdt presset i skudøjeblikket måtte han se sin afslutning trille lige forbi fjerneste stang.
Efter 44 minutter gik den ikke længere for FA2000. Lucas Nyman fandt Benjamin Kold i en god position i højresiden, og så kunne offensivspilleren sende bolden i det lange hjørne – denne gang uden chance for målmanden.
Dermed kunne NFC gå til pause med en stensikker 2-0-føring.
Nykøbing FC fortsatte med at presse på fra anden halvlegs start, og fem minutter inde i de sidste 45 minutter blev det også 3-0.
Dette gang var det et perfekt slået frispark i feltet, hvor Noah Sekula kom stormende og pandede bolden i netmaskerne til 3-0.
Få minutter efter var det tæt på at blive 4-0, da Benjamin Kold slog et skarpt indlæg ind mod Ole Jakobsen, men det hårdtarbejdende angriber måtte se sin afslutning blokeret tæt under mål.
Der var i det hele taget kun et hold på banen i denne fase af kampen, og det ene angreb efter det andet buldrede ned mod gæsternes mål.
Presset aftog en anelse midtvejs i anden halvleg, men så kunne Lollands Bank Park i stedet juble over en debutant, da blot 17-årige og lokale Magnus Neergaard kom ind til sin første kamp for førsteholdet.
Kort efter indskiftningen kom den unge angriber da også frem til en god chance, da Magnus Bøttker smed et indlæg i feltet. Neergaards afslutning gik dog forbi mål.
Resten af kampen forløb relativt roligt, om end FA2000 fik pyntet på resultatet i kampens sidste minutter, hvor de blev tilkendt et straffespark og omsatte det til slutresultatet, 3-1.
Næste opgave for Nykøbing FC er fredag, hvor HIK gæster Lollands Bank Park.
Nykøbing FC – FA2000
13.09.26 Kl. 14:00 i Lollands Bank Park
2. division, 7. spillerunde.
3-0 (2-0)
1-0, Peter Ullum (9 min)
2-0, Benjamin Kold (44 min)
3-0, Noah Sekula (52 min)
3-1, Ukendt (90+ min)
Nykøbing FC: Jeppe Rømer, Oskar Balsløv, Peter Ullum, Noah Sekula, Oliver Svendsen (75. Mathis Konradsen), Oskar Gärtig, Lucas Nyman (75. Rory O’Driscoll), Mikkel Dahl, Magnus Bøttker (84. Marcus Rasmussen), Benjamin Kold (67. Albert Rrahmani), Ole Jakobsen (67. Magnus Neergaard).
Tilskuertal: 1.051











