Mikkel Dahl, Peter Ullum og Benjamin Kold stod for scoringerne, da Nykøbing FC her til eftermiddag tog en sikker 3-1-sejr med hjem fra Odder.
NFC-bussen satte i morges kursen mod Jylland, hvor der ventede en kamp mod Odder, som Mikkel Thygesens tropper tidligere på sæsonen besejrede med 2-1 hjemme i Lollands Bank Park.
Der var før kampen udtrykt en sund respekt for Odder, der trods deres placering i bunden af rækken spiller god fodbold og har voldt mange hold problemer.
Odder bed da også godt fra sig i dagens kamp, hvor hjemmeholdet kom bedst fra land.
NFC var dog tæt på en regulær drømmestart, da Marcus Rasmussen opfangede en løs bold foran Odder-feltet. Rasmussens afslutning endte dog lige på målmanden.
I stedet kom hjemmeholdet i front, da et fladt indlæg fra venstre blev sendt til bagerste stang. Her stod en Odder-spiller klar til at prikke bolden det sidste stykke over stregen.
NFC var på hælene i de efterfølgende 10 minutter, og Jeppe Rasmussen måtte af et par omgange hive store redninger frem for at forhindre en udbygning af føringen.
Kampen blev herefter mere jævnbyrdig. Odder er et hold, der rigtig gerne vil være på kuglen og det var da også en del i denne fase af kampen. Chancer til hverken det ene eller andet hold blev det dog ikke til.
Da uret rundede den halve time, begyndte Nykøbing FC dog at få bedre fat i kampen, og efter 35 minutter blev der bragt balance i regnskabet.
Lucas Nyman spillede bolden til rette på kanten af feltet, og herfra sendte Mikkel Dahl flot bolden ind bag en chanceløs Odder-målmand til 1-1.
Få minutter efter strøg Marcus Rasmussen alene igenne med Odder-målmanden, men en forsvarsspiller fik akkurat nedlagt den unge offensivspiller. Dommeren var ikke i tvivl – frispark og rødt kort til hjemmeholdet.
Herfra stod der NFC på det hele, og få minutter inden pausen blev det også 2-1. Ole Jakobsen sendte et hjørnespark tæt ind under mål, og her kom Peter Ullum højest, hvorfor han pandede bolden i nettet til 2-1. Det var Peter Ullums første mål i NFC-trøjen.
Mikkel Dahl var tæt på at udbygge føringen kort før pausen, men afslutningen strøg snært forbi mål. Dermed gik NFC til pause med en 2-1-føring.
Nykøbing FC fortsatte med at dominere i anden halvleg, og i det første kvarter havde både indskiftede Rory O’Driscoll og Mikkel Dahl bud efter 3-1-scoringen.
Efter en time kom den dog. Ole Jakobsen sled sig igennem i venstresiden, hvorfra han chippede bolden i feltet, hvor Benjamin Kold kom først og headede bolden i kassen.
Dermed lignede det igen tre point til NFC, og sejren kom da heller aldrig i fare. Tværtimod, da der flere gange var optræk til yderligere scoringer.
Tættest på var igen Peter Ullum på et hjørnespark, men denne gang var målmanden klar med en flot redning.
Det blev derfor ikke til flere mål i Odder, hvorfor Mikkel Thygesens drenge kunne notere en 3-1-sejr og tre point til tabellen.
Næste opgave er lørdag d. 28/3, hvor Vanløse gæster Lollands Bank Park.
Odder – Nykøbing FC
21.03.26 Kl. 13:00
3. division, 19. spillerunde.
1-3, (1-2)
1-0, Ukendt (4 min)
1-1, Mikkel Dahl (35 min)
1-2, Peter Ullum (45 min)
1-3, Benjamin Kold (60 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Laurits Jensen (60. Oliver Svendsen), Peter Ullum, Oskar Balsløv, Noah Sekula, Lucas Nyman (52. Rory O’ Driscoll), Villads Mølgaard, Mikkel Dahl, Benjamin Kold (81. William Hansen), Marcus Rasmussen (60. Emmanuel Ogude), Ole Jakobsen (81. Magnus Bøttker).
Tilskuertal: 125











