Nykøbing FC og Toreby-Grænge Boldklub har indgået en samarbejdsaftale, der skal styrke talentudviklingen og binde fodbolden på Lolland-Falster samt Sydsjælland endnu tættere sammen.
Aftalen er en del af Nykøbing FC’s fortsatte arbejde med at skabe et stærkt og samlet fundament for talentudviklingen i regionen.
– Med aftalen mellem Nykøbing FC og Toreby-Grænge Boldklub har vi taget endnu et vigtigt skridt mod et større lokalt og regionalt samarbejde, der skal sikre talentudviklingen på Lolland-Falster og Sydsjælland, siger fodbolddirektør Claus Jensen inden, at han fortsætter.
– Vi har tidligere haft et fantastisk samarbejde med Toreby-Grænge Boldklub, og vi er derfor utroligt glade for den nye samarbejdsaftale, og for at de er med ombord igen. Vi håber, at dette kan blive startskuddet på en endnu mere samlet fodboldfamilie på Lolland-Falster og Sydsjælland, så vi kan skabe unikke rammer for de mange talenter med særlige forudsætninger, som vi ved, at regionen er fyldt med.
Claus Jensen glæder sig desuden over den udvikling, som Toreby-Grænge Boldklub har gennemgået de seneste år.
– TGB er i en god og spændende udvikling med en ny stærk og dynamisk bestyrelse. Vi har haft flere gode møder om, hvordan og på hvilke områder, vi kan samarbejde mest effektivt og hvor det skaber mest værdi. Det arbejde glæder vi os til at fortsætte, siger Claus Jensen.
Hos Toreby-Grænge Boldklub glæder formand Nikolai Lundstrøm sig også over det nye samarbejde, som han ser som et naturligt skridt for klubben.
– For os er det ganske naturligt at indgå det her samarbejde. NFC har skabt et rigtig godt setup, hvor spillere med et særligt talent kan videreudvikle sig og blive den bedste udgave af sig selv via god matchning og veluddannede trænere på træningsbanen, siger han.
For Nikolai Lundstrøm handler aftalen både om udvikling og sammenhold.
– Vi ønsker at være med til at styrke det fælles fundament for fodbolden på Lolland-Falster. Aftaler som denne skaber sammenhængskraft og et sundt samarbejdsmiljø mellem klubberne, hvor alle kan bidrage til, at flere unge spillere får mulighed for at udfolde deres potentiale.
Han tilføjer, at samarbejdet også kan give noget tilbage til moderklubberne.
– Når vi har spillere med et helt særligt talent, så er det klart, at de skal prøve sig af i NFC’s miljø. Det gavner både spilleren, talentudviklingen i landsdelen og i sidste ende også os som klub. Det er ikke unormalt, at spillerne vender endnu dygtigere hjem – og det er noget, vi alle kan drage nytte af, slutter han.
#SuccesSkabesSammen










