Lørdag eftermiddag var Akademiet i kamp. U14 sejrede i Farum, imens både U15 og U19 tog tre point mod hjem fra lokalopgørene mod Næstved. 

Imens U14-talenterne tyvstartede sæsonen i sidste weekend med et 1-1-resultat mod Brønshøj, skulle de tre ældste akademihold ligeledes i aktion i denne weekend. Det blev til en resultatmæssig flot weekend for akademiet.

Tre lokalopgør – seks point

Både U19, U17 og U15 var på besøg på lokalrivalerne fra Næstved, og det var de unge mørkeblå drenge, der kunne glæde sig mest over resultaterne.

U19-drengene spillede en tæt kamp mod ‘Næver’, hvor det var småt med chancer. Lars Pleidrups talenter slog dog til i sidste ende.

Efter 78 minutter gjorde Tobias Hermansen det til 1-0 inden, at Magnus Neergaard slog sidste søm i kisten efter 84 minutter og sikrede, at alle tre point kunne komme i bussen mod Sydhavsøerne.

Knapt så stort held med kampen havde U17, der desværre tabte med 4-1 efter at være kommet bagud med 3-0 tidligt i opgøret. NFC’erne kæmpede sig godt tilbage i kampen, og selvom de kom bagud med 4-0, så fik de reduceret ved Magnus Bondehøj Olsen i slutningen af opgøret.

Også U15 mødte Næstved, og her blev det omvendt til en flot 3-1-sejr til de unge mørkeblå talenter. Målene blev sat ind af Dawid Tocha, Martin Breitenstein og Victor Warzycki.

U14 sejrede mod Farum

U14-talenterne tyvstartede i sidste weekend med et enkelt point i udekampen mod Brønshøj, og i denne weekend galt det så Farum BK hjemme ved Mo.Ve. Holdet fra Nordsjælland kom med en frisk sejr i bagagen, men de måtte alligevel rejse fra Nykøbing uden point.

NFC kom ellers i undertal midt kampen, men det forhindrede ikke holdet i at bringe sig i front med 1-0 efter godt 40 minutter. Hjalte Boding stod for føringsmålet på oplæg fra Arthur Petersen.

Glæden varede blot 10 minutter, da Farum fik udlignet, men kort før tid kunne NFC’erne igen juble, da Saymon Beyene scorede det afgørende mål til 2-1.

Dermed har U14-drengene fire point efter de første to kampe.

#SuccesSkabesSammen