I Nykøbing FC arbejdes der målrettet med talentudvikling, og de seneste måneder har budt på flotte oplevelser og værdifulde erfaringer for flere af klubbens unge spillere.
Fra både U13-, U14- og U15-årgangene har NFC-spillere været udtaget til DBU’s talentsamlinger, hvor de har fået lov til at prøve kræfter med et højt træningsniveau og nye udfordringer i et stærkt miljø.
Derudover var sommeren 2024 noget særligt for fem spillere fra vores 2011-årgang. Alfred Skov, Anton Hansen, Frede Due, Karl-Leon Meilby og Oliver Pleidrup blev udtaget som medier til UEFA A-træneruddannelsen.
Her deltog de sammen med omkring 90 andre spillere fra klubber som AB, Fredericia, HB Køge, Kolding og Oure i fire intense dage i Vejen og Skærbæk fra 30. juni til 3. juli. Programmet bød på træning under ledelse af kommende A-licens trænere og sluttede med en intern kamp på den sidste dag.
For spillerne var det en stor oplevelse at være en del af et professionelt set-up, hvor de både blev udfordret og udviklet – og samtidig fik lov at repræsentere NFC på flotteste vis.
At NFC løbende sender spillere afsted til både DBU-samlinger og nationale uddannelsesforløb er et stærkt bevis på det gode arbejde, der udføres i Akademiet, hvor fokus hver dag er på at udvikle spillere både på og uden for banen.
#SuccesSkabesSammen










