Nykøbing FC spiller i morgen middag anden træningskamp i sommeropstarten, når turen går til Valby Idrætspark, hvor BK Frem venter.

Lørdag klokken 12:00 gælder det anden testkamp i sommerens opstart, når Nykøbing FC drager til Valby for at møde traditionsklubben BK Frem på udebane.

Sidste weekend bød den første træningskamp på et nederlag til Næstved efter en kamp, hvor der blev givet spilletid til hele truppen og ydet en fornuftig indsats i kampen.

Ifølge cheftræner Mikkel Thygesen blev der skabt chancer nok til at komme på tavlen, men skarpheden foran kassen manglede. Kynismen foran mål har derfor været et tema i den seneste uges tid, og det skal kunne ses i morgendagens kamp.

– Vi har arbejdet rigtig godt i træningen og ser skarpe ud. Vi skaber mange chancer, og det er positivt – nu skal vi vise, at vi også kan omsætte dem, når det gælder. Det er et naturligt næste lag i vores udvikling, siger cheftræneren.

Igen i morgen vil samtlige kampklare spillere få vigtige minutter i benene.

– Det handler i høj grad om at bygge videre på relationer, tempo og beslutninger under pres. Vi bruger de her kampe til at rykke tættere på det udtryk, vi gerne vil have, når turneringen går i gang, forklarer Thygesen.

Kampstart er kl. 12:00 og kampen spilles i Valby Idrætspark.

#SuccesSkabesSammen