Fodbolddirektør Claus Jensen er klar i mælet omkring målsætningen for den kommende sæson, hvor oprykning tilbage til 2. division er det ultimative mål.
På lørdag sparkes sæsonen i gang, når Nykøbing FC indleder jagten på en hurtig tilbagevenden til 2. division med en udekamp mod oprykkerne fra Hørsholm-Usserød. Opstarten har været intens, målrettet og fyldt med positive tegn, og Claus Jensen er da heller ikke i tvivl om ambitionsniveauet for den kommende spændende sæson.
– Målsætningen er klar: Vi vil rykke op. Thyge, staben og spillerne har arbejdet fokuseret og med stor kvalitet i opstarten og vi er top forberedte. Vi har haft en opstart, hvor vi både fysisk, spillemæssigt og relationsmæssigt har set stærke ud og hele tiden lægger yderligere på alle parametre. Det giver en stærk tro på, at vi kan ramme jorden løbende fra første fløjt. Oprykning er det ultimative mål for os i den her sæson, siger Claus Jensen.
Efter sidste sæson, der endte med nedrykning, har der været behov for at kigge fremad – men ikke nødvendigvis starte forfra.
– Der var mange ting, der fungerede i foråret, og selvom det hele ikke gik, som vi ønskede, så ser vi nu tydeligt, at vi har bygget videre på noget godt. Relationerne på holdet sidder bedre og bedre, og vi ser, hvordan kontinuiteten og det langsigtede arbejde nu bærer frugt, fortæller fodbolddirektøren.
Truppen er på plads – og det endda tidligt i vinduet. Det har givet arbejdsro og mulighed for at forme og forfine spillestilen i opstarten.
– Det er muligt at der kommer yderligere en spiller ind inden vinduet lukker, men kernen i truppen er på plads og vi har lige præcis den trup vi gerne vil have. Vi har en stab og en gruppe spillere, der kender hinanden, arbejder benhårdt for hinanden og tror på projektet. Vi har mange unge spillere, som har udviklet sig stærkt, og vi har valgt at tro på den proces. Det er vi stolte af, siger Claus Jensen.
Sæsonstarten markerer også en ny begyndelse – og selvom vejen tilbage til 2. division bliver alt andet end nem, er Claus Jensen klar i mælet: Det her gør vi sammen.
– Vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for opbakningen fra alle, der har hjertet i klubben – uanset om man er fan, partner, aktionær eller frivillig. Når vi står sammen, skaber vi resultater. Det har vi set før, og det tror vi fuldt og fast på igen i år.
Første kamp er i morgen, hvor Hørsholm-Usserød venter i Rungsted.
#SuccesSkabesSammen











