Søndag er der igen hjemmekamp i Lollands Bank Park, når vi tager imod Lyseng. Topscorer Mikkel Dahl ser frem til kampen og vil have alle tre point med fra opgøret.

Når Nykøbing FC søndag løber på banen mod Lyseng, er målsætningen helt klar – de mørkeblå skal have alle tre point med

Topscorer Mikkel Dahl ser frem til opgøret og understreger, at holdet er klar til at slå tilbage efter to uafgjorte kampe i træk.

– Vi går altid på banen for at vinde, og sådan bliver det også mod Lyseng. Vi skal tilbage til at være mere kyniske foran mål, som vi var i de første kampe, hvor vi fik udnyttet vores chancer bedre. I de seneste kampe har vi manglet den sidste skarphed på den sidste tredjedel, men vi har arbejdet rigtig godt på træningsbanen i løbet af ugen, og jeg tror på, at vi kommer stærkt ud til kampen på søndag, siger Dahl.

Selvom de seneste resultater ikke har kastet fuldt udbytte af sig, er der ingen tvivl om stemningen i truppen.

– Vi har stadig en stor selvtillid og tro på egne evner. Alle viser hver dag, at de vil gøre alt for at komme tilbage på sejrssporet, og vi glæder os til at jagte tre point foran vores tilhængere, slutter Dahl.

Kampen mod Lyseng spilles søndag kl. 14:00.

Mikkel Dahl præsenteres af Nykøbing F. Svane Apotek.

Foto: BetaMy