Samtlige Akademi-hold var i weekenden i aktion. De resultatmæssige højdepunkter kom fra U19 og U14, der begge leverede tre point.
Akademi-sæsonen buldrer derudad, og i weekenden var samtlige af De Mørkeblå talenthold i aktion. U19 tegnede sig blandt andet for en flot sejr over B.93, der før kampen legede med i den helt sjove ende af U19 Divisionen.
Vores ældste talenthold kom flyvende ud af starthullerne lørdag eftermiddag hjemme på Bane 1 ved Mo.Ve, og efter en god halv time havde de mørkeblå talenter bragt sig i front med hele 3-0.
Marcus Rasmussen åbnede festen efter 11 minutter inden, at Nicklar Brodersen gjorde det til 2-0. Efter 36 minutter udnyttede Marcus Rasmussen et straffespark, og så stod den pludselig hele 3-0.
Herfra blev kampen en tættere affære, og gæsterne fra hovedstaden begyndte også at bide bedre fra sig. Kort inden pausen udnyttede de et straffespark, hvorfor NFC’erne kunne gå til pause med 3-1 på måltavlen.
Gæsterne kom efter en god time også på 3-2, men så blev der også lukket ned i NFC-defensiven, der dermed kunne notere et rigtig flot 3-2-sejr over et af de bedre hold i divisionen.
Også U17-talenterne tog imod B.93, men her blev det desværre til et 2-6-nederlag. Toke Hannemann stod for begge de mørkeblå scoringer.
U15-drengene tog imod Hvidovre IF, og her blev det desværre også til et nederlag, da holdet fra den københavnske vestegn tog en 0-3-sejr.
Større held havde U14-talenterne med deres kamp, da de lørdag eftermiddag hjemme tog imod Hørsholm-Usserød. U14 holdet har været flyvende i sæsonens indledning, og de fortsatte takterne lørdag, hvor de snuppede en flot 4-2-sejr. Dermed indtager de fortsat 1. pladsen i U14 Drenge Liga Øst 2.
Endelig var U13 også i aktion, og de tabte desværre i Helsingør.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy










