Seneste nytTalentartikler

Akademi-overblikket: Tre sejre til NFC-talenterne

af

Akademi-weekenden bød på tre sejr over to nederlag til Nykøbing FC. U17-drengene tegnede sig for en flot sejr over Hobro IK hjemme i NFC Syd.

Alle akademi-holdene lige fra U13-U19 var i weekenden i aktion, og det blev en god weekend for de talentfulde NFC-drenge, der i alt samlede ni ud af 15 point sammen. U17, U14 og U13-holdene tegnede sig for sejrene, imens U19 og U15 blev gode erfaringer rigere.

U19 tabte til stærkt Hobro-mandskab

NFC’s ældste akademi-hold tog lørdag imod Hobro IK, der havde taget den lange vej til Sydhavsøerne. Holdet fra Hobro havde tidligere på sæsonen slået NFC med hele 6-0, men det var en anderledes affære denne weekend.

Nykøbing FC bed bedre fra sig, men kunne dog ikke forhindre, at gæsterne snuppede en sikker 0-3-sejr med hjem til Jylland.

Hobro bragte sig tidligt i kampen i front, og i anden halvleg fik de så lukket og slukket kampen med to mål. Næste opgave for U19-drengene er en spændende udekamp mod lokalrivalerne fra Næstved.

U17 tog flot sejr 

Også U17-talenterne tog imod Hobro IK, og her endte resultatet anderledes positivt for NFC. De absolut døende minutter af kampen skulle dog tages i brug inden, at holdet kunne strække armene i vejret.

Gæsterne fra Hobro kom som skudt ud af en kanon til kampen, og allerede efter seks minutter fik de bragt sig i front.

Nykøbing FC-drengene kom dog flot tilbage, og Alexander Jhonatan Grymer vendte kampen på hovedet med to scoringer inden, at uret havde rundet 25 minutter.

Kampen udviklede sig til at blive en tæt affære, og med 20 minutter igen fik gæsterne udlignet til 2-2. Herefter lignede det længe en pointdeling, men i kampens sidste minutter dukkede Adam Sandfeld Bundgaard op foran Hobros mål, og så blev han den helt store helt med sin scoring til 3-2.

Sejren var holdets fjerde i foråret, der generelt har været stærkt for holdet. I næste uge møder U17, ligesom U19, Næstved på udebane.

U15-nederlag i Herfølge

U15-drengene kom til udekampen i Herfølge med en dugfrisk og flot 2-0-sejr over Karslunde i bagagen. Søndag eftermiddag bød de langt henad vejen Herfølge godt op til dans, men måtte i sidste ende strække våben og sande et 4-1-nederlag.

Herfølge bragte sig i front efter 26 minutter, men Nykøbing FC slog lynhurtigt tilbage efter pausen, da Anakin Andersen udlignede.

1-1-stillingen varede indtil det 56 minut, hvor Herfølge åbnede for 12 gode minutter, der gav dem tre mål. Værterne kunne derfor notere en 4-1-sejr.

Næste opgave er en hjemmekamp mod BSF.

U14 snuppede ny sejr

Fredag aften tog U14-talenterne hjemme imod Sundby BK, og det blev en spændende kamp, hvor Nykøbing-drengene i sidste ende snuppede alle tre point.

De mørkeblå talenter kunne da heller ikke være kommet meget bedre fra land, da Oliver Pleidrup efter 19 minutter udnyttede et oplæg fra Mathæus Høj Vest Hansen og gjorde det til 1-0.

Sundby bragte efter en lille time balance i kampen med en scoring til 1-1, men kort før tid kunne Nykøbing FC alligevel juble mest, da Elliot Christensen afgjorde kampen med en scoring til 2-1.

Næste kamp for U14 er en udekamp mod Stenløse, der topper rækken.

Storsejr til U13

Også U13-drengene var i weekenden i aktion, da de søndag hjemme tog imod Hørsholm-Usserød IK. NFC’ere spillede en god kamp og vandt med 8-1.

Dawid Tocha stod for hele seks af NFC’s mål, imens også Dijar Morina og Jeppe Lund kom på tavlen i kampen.

De yngste NFC-talenter sidder over i næste runde.