Der er netop trukket lod til pokalkvartfinalerne, og her kom Nykøbing FC op ad bowlen med Brøndby IF. Dermed venter der to historiske pokalbrag.
Efter flotte sejre over B.93, Næstved, Middelfart og i sidste uge Vanløse, var Nykøbing FC med i bowlen, da der her til aften blev trukket lod til pokalturneringens kvartfinaler.
Kvartfinalerne skal i modsætningen til de tidligere runder spilles over to kampe på henholdsvis hjemme og udebane.
Der var mulighed for at trække de største klubber i Danmark, og skæbnen ville da også, at Nykøbing FC kom op ad bowlen med Brøndby IF, hvorfor der nu både venter en kvartfinale hjemme i Lollands Bank Park og en tur til Brøndby Stadion!
Kvartfinalerne er programsat til 1.-3. december og 12.-13. december, og det ligger allerede nu fast, at den første kamp bliver på hjemmebane, da NFC er det lavest rangerede hold.
Nu går en proces i gang med Brøndby IF for at finde datoerne. Herefter offentliggøres de, og vi melder mere ud vedr. billetsalg.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy Foto











