I aften venter endnu en spændende opgave for Nykøbing FC, når FC Roskilde gæster Lollands Bank Park. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00, og der er lagt op til et opgør mellem to stærke mandskaber.
Nykøbing FC har fået en fantastisk start på sæsonen og har samtidig fået meget ud af et startprogram, der på papiret har budt på flere svære opgaver. Derfor er der også stor respekt for aftenens modstander.
– Det er endnu en spændende kamp mod en stærk modstander. Vi har på papiret haft et svært startprogram, som vi så har været dygtige til at få rigtig meget ud af, og kampen mod FC Roskilde er endnu en af de kampe i rækken, siger cheftræner Mikkel Thygesen inden, at han fortsætter.
– FC Roskilde er et stærkt sammenspillet hold med et godt kollektiv ligesom os selv. Derfor forventer vi en hård kamp, hvor det bliver vigtigt, at vi igen finder det niveau frem, som vi har vist i sæsonens første kampe, siger cheftræneren.
Og som så mange gange før kan opbakningen fra tribunerne blive en vigtig faktor. Cheftræneren håber derfor på ny stor opbakning fra lægterne.
– Jeg synes, at vi har fået helt fantastisk opbakning i den her sæson. Selv i Middelfart havde en lille gruppe fans taget turen, og man kan godt mærke, at folk virkelig er med os i øjeblikket. Det er ikke for sjov, at vi siger, at succes skabes sammen. Vi føler virkelig, at opbakningen giver os de afgørende procenter. Derfor vil jeg også gerne appellere til hele lokalområdet om at komme på stadion, så vi sammen kan fortsætte den fantastiske start, vi har fået på sæsonen, lyder det fra Thygesen.
Mikkel Thygesen præsenteres af Advodan Lolland-Falster.
Der er kampstart kl. 19:00 i Lollands Bank Park.











