Der venter en kamp af de helt store, når Nykøbing FC i dag gæster Tingbjerg Idrætspark til topopgør mod Brønshøj. NFC indtager førstepladsen i rækken, mens Brønshøj følger efter på andenpladsen otte point bag. Der er dermed lagt op til en intens dyst mellem to formstærke mandskaber.
Sidst de to hold mødtes, endte det 0-0 i Lollands Bank Park i en kamp, hvor begge hold fik vist deres niveau. Denne gang forventer cheftræner Mikkel Thygesen endnu en tæt duel.
– Det er en topkamp, og det bliver uden tvivl en fed fodboldoplevelse. Brønshøj er et hold med dygtige individualister, og de har vist stor form i de seneste runder. Ligesom os selv. Vi ved, at det bliver en kamp, hvor vi skal være helt skarpe i vores udtryk, siger Thygesen, som forventer en fed ramme rundt om selve kampen.
– Der kommer til at være smæk på lægterne. Brønshøj har passionerede fans, og vi kommer ind i et miljø, hvor der virkelig bliver tryk på. Men vores fokus skal være klart – vi skal spille kampen og ikke begivenheden. Hvis vi går ud og gør de ting, vi ved, vi er gode til, så giver vi os selv de bedste forudsætninger, forklarer cheftræneren.
Selvom det er på udebane, håber Thygesen, at mange NFC-fans vil tage turen med og sætte deres aftryk på kampen.
– Spillerne mærker opbakningen. Det betyder meget. Jeg håber virkelig, at der også kommer lidt blå trøjer på tribunen, så drengene kan mærke støtten og energien derfra. Vi står midt i noget stærkt, og det er vigtigt, at vi bygger videre på det sammen. Det bliver en kamp, hvor vi alle skal vise, hvad vi er lavet af, slutter cheftræneren.
Der er kampstart kl. 14:00 i Brønshøj Idrætspark.
#SuccesSkabesSammen











