Det blev en ganske fornuftig weekend for Akademiet, hvor både U19 og U14 snuppede fortjente sejre. Sidstnævnte mod lokalrivalerne fra Næstved. 

Der var fuld plade på kampene for Akademiet i den netop overståede weekend, og det blev til en weekend med både gode resultater og masser af værdifuld erfaring til de unge bjørne.

Herunder kan du læse meget mere om, hvordan det gik Akademi-holdene.

U19-drengene sejrede på Fyn

Søndag morgen drog U19-talenterne mod Fyn, hvor der ventede en udekamp mod Oure, der før kampen lå side om side med Nykøbing FC i tabellen. Det blev dog Nykøbing FC, der slap bedst fra opgøret.

Kampen startede som en tæt affære, og det forblev da også målløst i de første 45 minutter. I anden halvleg fik NFC sat trumf på, og Marcus Rasmussen kunne bringe ‘De Mørkeblå’ i front efter en god time. Et lille kvarter før tid kunne Oscar Tinggaard Madsen så udbyggede føringen til 0-2, hvorfor klubbens ældste talenter kunne rejse hjem med tre point i bagagen.

Nu venter der tre hjemmekampe inden, at den står på vinterpause. Næste opgave er hjemme mod IF Lyseng.

Hård første halvleg kostede for U17

Med i bussen mod Fyn var også U17, og ligesom U19-drengene skulle de op imod Oure. Her slap fynboerne til gengæld bedst fra kampen, og det skete ikke mindst i kraft af en god start på kampen.

Efter 37 minutter stod der således hele 3-0 til Oure, hvorfor det var op ad bakke derfra. Bedre blev det dog i anden halvleg, hvor Magnus Bondehøj Olsen fik reduceret til 3-1 på et straffespark. 3-1 blev også kampens resultat.

Svær dag for U15 mod topholdet

Søndag middag var Nykøbing FC’s U15-drenge i aktion i Gladsaxe, hvor topholdet, AB, ventede.

Her blev det en hård kamp for de unge bjørne, der måtte rejse hjem med et 6-1-nederlag, men med masser af erfaringer i bagagen. Mathæus Høj Vest Hansen stod for den enlige NFC-scoring.

U14-sejr mod lokalrivalerne

Hjemme ved Mo.Ve tog Nykøbing FC’s U14-talenter imod lokalrivalerne fra Næstved, og det blev en fantastisk oplevelse for hjemmeholdet.

Allerede efter ét minut bragte NFC sig i front ved Jeppe Lund, og få minutter senere kunne farlige Dawid Tocha så udbygge føringen til 2-0.

Den stilling holdt godt ind i anden halvleg indtil, at ‘De Grønne’ fik reduceret til 2-1 – et resultat, der også endte med at blive slutresulatet.

U13 kæmper videre

Nykøbing FC’s heroiske U13-drenge har et svært halvår, men kæmper med alt, hvad de har lært. Resultaterne er ikke med dem, men arbejdsindsatsen og gåpåmodet kan man ikke sætte en finger på.

Søndag tabte de med 6-1 hjemme til AB.

#SuccesSkabesSammen

Foto: BetaMy