Når Nykøbing FC’s kvinder på søndag løber på banen i Lollands Bank Park til opgøret mod Sundby, bliver det med masser af folk på lægterne for at bakke kvinderne op. Selvom cheftræner Dennis Numelin behandler kampen som enhver anden, så glæder han sig til en ekstraordinær ramme om kampen.
– Vi skal ud at nyde den her kamp. Det er ikke hver dag, at der er så mange tilskuere til vores kampe, og det synes vi naturligvis alle er enormt fedt. Alle på holdet glæder sig, og jeg er sikker på, at det bliver en stor oplevelse for holdet, siger cheftræneren.
Resultatmæssigt er holdet kommet fantastisk fra land, og det er ovenikøbet sket med rækkens yngste hold.
– Vi har spillet de første syv turneringskampe med en gennemsnitsalder på blot 19,1 år. Det gør os til rækkens yngste hold, så det er absolut en super flot præstation, at vi lige nu indtager en andenplads, fortæller Numelin.
Resultaterne er ikke kommet ud af det blå. Numelin understreger, at de flotte præstationer er et produkt af mange års dedikeret indsats i Nykøbing FC’s pigeafdeling.
– Vi er i gang med at bygge videre på det store arbejde, der er blevet lagt gennem de seneste år. Det er fundamentet for, at vi i dag kan stå med et ungt, men samtidig konkurrencedygtigt hold, siger cheftræneren.
Tro på egne evner
På søndag venter Sundby, og her handler det om at holde fast i det, der allerede fungerer godt.
– Vi går til kampen med en stor tro på, at vi kan tage alle tre point. Vi skal koncentrere os om vores eget spil og fortsætte det høje niveau, vi allerede har vist. Gør vi det, så skal der nok også komme tre point ind på kontoen, fastslår Numelin med et smil.
Selvom optimismen er stor, er cheftræneren også bevidst om, at konkurrencen i rækken er benhård.
– Alle kampe er svære i denne række. Men vi har vist, at vi kan spille med – uanset modstander – og det er netop den tro, vi tager med os ind til kampen på søndag, slutter Dennis Numelin.
Der er kampstart kl. 13:00 i Lollands Bank Park.
#SuccessSkabesSammen
Foto: BetaMy











