I dag sparkes forårssæsonen i gang for Nykøbing FC, når holdet tager hul på turneringen med en udekamp mod Skjold. For anfører Julie Koch og resten af truppen har opstarten budt på optimisme og hårdt arbejde forud for forårspremieren.
– Jeg synes, opstarten har været rigtig god, og vi har haft nogle gode træningskampe med fine resultater. Vi glæder os rigtig meget til at få skudt turneringen i gang, fortæller hun.
Spændingen op til sæsonstarten er til at mærke i truppen, hvor motivationen er høj efter en solid vinterperiode.
– Jeg er virkelig spændt og glæder mig til snart at komme i gang med turneringskampene. Hele holdet er klar til at give alt, hvad vi har. Vi har haft nogle rigtig gode træningspas og er snart klar til at komme i gang.
Ambitionerne for foråret er også klare. Ifølge anføreren er målsætningen at blande sig helt i toppen af tabellen.
– For mig vil en succesfuld forårssæson helt klart være, at vi slutter i top 3. Jeg synes, vi har et stærkt hold, men det kræver, at alle er klar fra start, fordi hver kamp skal spilles som en finale. Jeg drømmer selvfølgelig altid om førstepladsen, og jeg er også sikker på, at hele holdet vil gøre alt, hvad vi kan.
Hun understreger dog også, at konkurrencen er hård, og at der ikke er plads til at undervurdere modstanderne.
– Vi møder dygtige modstandere, så en placering i top-tre vil stadig være et rigtig flot resultat.
Sammenlignet med tidligere opstarter oplever Julie Koch et hold, der står stærkt – både sportsligt og mentalt.
– Jeg oplever, at holdet står stærkt. Vi har en solid kerne og mange dygtige spillere. Selvom vi har været lidt ramt af skader og derfor har været færre, synes jeg stadig, at vi har haft en rigtig god opstart. Vi står stærkt sammen som hold og hjælper hinanden alt, hvad vi kan, slutter Julie Koch.
Der er kampstart i dag kl. 16:00.
Kvindeholdet præsenteres af Nykøbing F. Svane Apotek.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy











