Nykøbing FC snuppede endnu en sejr, da man i dag besejrede FA 2000 med 1-2 på Frederiksberg. Rasmus Berner og Kasper Jensen stod for NFC-målene. 

Det var et NFC-hold sprængfyldt med selvtillid, der lørdag eftermiddag tog til Frederiksberg, hvor FA 2000 ventede.

Nykøbing FC havde en dugfrisk 4-0-sejr over Lyseng i bagagen, og de kom da også godt ud af starthullerne i Frederiksberg Idrætspark.

FA 2000 var kun sjældne gæster på NFC’s banehalvdel, men samtidig kneb det en anelse med at skabe de store og åbne chancer omkring hjemmeholdets mål.

Efter 11 minutter kom den første gode NFC-chance dog, da et godt indlæg blev slået til bagerste stang, hvor Rasmus Berner forsøgte at føle bolden i kassen via en inderside i det korte hjørne. Målmanden var dog vågen og fandt en fin redning frem.

Chancemæssigt befandt kampen sig i et dødvande i de første 25 minutter, men NFC var i kontrol, og man sad alligevel med følelsen af, at det var et spørgsmål om tid før, at målet til Thygesens drenge ville komme.

I stedet var det dog hjemmeholdet, der pludselig bragte sig i front – stik imod spil og chancer. Et langt indkast blev sendt ind i Jeppe Rasmussens felt, og da NFC ikke fik clearet forsøget ordentligt kunne en fri Valdemar Høgh sparke bolden fladt i kassen.

Nykøbing FC fik dog svaret hurtigt tilbage.

Efter 32 minutter var det hjemmeholdets tur til ikke at få clearet en situation ordentligt, og så kunne Rasmus Berner igen dukke op ved bagerste stang. Denne gang tog han dog et træk og sendte bolden i kassen til 1-1.

Nykøbing FC fortsatte med at mose på, men stadig uden at skabe de helt store chancer. Til gengæld kom værterne frem til en af de større chancer kort før pausefløjtet. Jeppe Rasmussen kom dog godt ud af sit mål og fik blokeret forsøget mod mål.

Dermed gik holdene til pause med 1-1 på måltavlen.

Kampen fortsatte med at have et lettere mudret kampbillede i anden halvleg, men det var fortsat Nykøbing FC, der var mest på bolden og var farligst.

Efter en god time blev det da også 1-2, da Oliver Svendsen sendte et godt frispark ind i feltet. Kasper Jensen har i denne sæson haft bud efter en scoring ved flere lejligheder, men i dag var den sidste skarphed heldigvis fundet frem, hvorfor han flot kunne pande bolden i det lange hjørne til en 1-2-føring.

Nykøbing FC fortsatte med at holde presset efter 1-2-scoringen, og efter 70 minutter duftede det mere af 1-3 end af en udligning.

Lucas Nyman var kommet på banen, og efter 71 minutter satte han i et godt drev ned mod FA 2000-feltet. Han nåede baglinjen, men afleveringen skråt bagud i feltet, endte desværre uden modtager.

Minuttet efter fik NFC faktisk bolden i nettet, men dommeren vinkede korrekt for offside i situationen.

FA 2000 var fortsat sjældne gæster i NFC-feltet, men med godt 20 minutter tilbage, kom de alligevel frem til et fint tilbud, da et indlæg blev blokeret ud i feltet. Her kom en FA-spiller først, men hans forsøg på en halvflugtning røg et godt stykke over Rasmussens mål.

FA 2000 kom bedre med mod kampens afslutning, og det yderste af sædet blev brugt en anelse for meget mod kampens afslutning.

Hjemmeholdet satsede helt naturligt frem mod kampens afslutning, og det gav også muligheder for omstillinger til NFC. En sådan var Mikkel Nielsen tæt på at udnytte med en flot ydersiden afslutning, men hjemmeholdets målmand fik taget sig fint af forsøget.

Endnu tættere på var Benjamin Kold nær slutfløjt, men igen manglede den sidste aflevering før, at NFC kunne snøre sækken fuldstændig.

I stedet blev det spændende til sidst, da FA 2000 fik tilkendt et hjørnespark og smed alt, der kunne kravle og gå med frem i NFC’s felt. NFC-defensiven stod dog upåklageligt imod og sikrede en vaskeægte 1-2-arbejdssejr.

Næste opgave for NFC er en hjemmekamp mod Odder GF.

FA 2000 – Nykøbing FC

06.09.25 Kl. 14:00 i Frederiksberg Idrætspark

3.division, 6. spillerunde.

1-2 (1-1)

1-0, Valde Høgh (26 min)

1-1, Rasmus Berner (32 min)

1-2, Kasper Jensen (61 min)

Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Mikkel Nielsen (90+ Noah Sekula), Kasper Jensen, Oskar Gärtig, Oliver Svendsen, Villads Mølgaard, Oliver Angus, Mikkel Dahl (86. Victor Bille), Ole Jakobsen (86. Laurits Jensen), Rasmus Berner (67. Benjamin Kold), Emmanuel Ogude (67.Lucas Nyman).