Oliver Angus ser frem mod lørdagens hjemmekamp mod Holbæk, hvor han håber på at se mange tilskuere i Lollands Bank Park.

I morgen kl. 15:00 byder Lollands Bank Park igen på divisionsfodbold, når Nykøbing FC tager imod Holbæk i sæsonens første hjemmekamp. Der er gratis adgang til opgøret – og viceanfører Oliver Angus håber på et talstærkt publikum til at bakke op om holdet.

Der er lagt op til en stærk fodboldeftermiddag, når Nykøbing FC på lørdag for første gang i den nye sæson løber ind på hjemmebanen, og det er mod en modstander, der så langt fra bliver taget let på i NFC-truppen.

– Holbæk er et rigtig stærkt mandskab og en af vores største konkurrenter i rækken, så der er vigtige point på spil. Vi forventer en tæt kamp, hvor vi skal være klar fra første fløjt, ramme vores niveau og holde vores aftaler. Og så går vi naturligvis benhårdt efter sejren – det er altid vores mindset, lyder det fra Oliver Angus.

Fællesskabet gør forskellen

Der er gratis adgang til kampen, og hele klubben håber på masser af mennesker på lægterne – ikke mindst spillerne.

– Det betyder ekstremt meget for os som hold, når der er mange tilskuere. Jeg husker tydeligt kampen i foråret, hvor der også var gratis adgang og 1200 mennesker på stadion. Vi vandt 4-0 den dag, og jeg kan stadig huske det boost, vi fik. Det var virkelig noget, vi kunne mærke, siger Oliver Angus.

– Vi vil så gerne give noget tilbage – både på kort sigt i form af en stærk præstation mod Holbæk, men også på lang sigt. Den her trup brænder for at gøre en forskel og give byen og klubben noget at være stolte af. Succes skabes sammen – det er ikke bare et slogan. Det er noget, vi tror på.

Gratis adgang – kom og støt NFC!

Der er kampstart kl. 15:00, og alle er inviteret gratis ind til en dag i fællesskabets og fodboldens tegn.

Lollands Bank Park står klar – og det gør Oliver Angus og resten af NFC-mandskabet også.

– Vi glæder os helt vildt. Nu skal vi hjem og i gang, og vi håber, at hele byen bakker op. Det er nu, det starter for alvor, og vi skal gøre det sammen!

Oliver Angus præsenteres af Match Padel!

#SuccesSkabesSammen