19-årige Valde Skov spillede lørdag sin første fulde kamp på førsteholdet, og det gjorde målmandstalentet til UG.
Da Nykøbing FC lørdag spillede sidste testkamp forud for sæsonen, var det med Valde Skov mellem stængerne.
Kampen var målmandens første hele af slagsen for førsteholdet, men med flere vigtige indgreb og et clean sheet greb keepertalentet chancen med begge hænder.
Den unge målmand var efter kampen glad for præstationen og glædede sig samtidig over dagligdagen på førsteholdet.
– Jeg er utrolig glad for, at jeg fik muligheden for at spille hele kampen. Det betyder meget for mig, og jeg er stolt over, at jeg leverede en god præstation. Det giver selvtillid og motivation, fortæller Valde Skov og fortsætter:
– Jeg føler virkelig, at jeg tager store skridt i øjeblikket. Jeg er en del af et sindssygt stærkt træningsmiljø, hvor jeg bliver presset og udvikler mig hver dag. Jeppe (Rasmussen, red.) og Tobias (Brogaard, red.) er fantastiske at arbejde sammen med, og vi skubber hinanden i den rigtige retning. Jeg nyder virkelig at være en del af det målmandsteam.
Valde Skov har i løbet af opstarten imponeret med både sin arbejdsiver og udvikling, og målmandstræner Tobias Brogaard ser et stort lys i den unge keeper.
– Valde stod en fremragende kamp mod HIK. Han var rolig, stærk i sine beslutninger og leverede flere vigtige redninger. Det var en moden præstation af en meget ung målmand, siger Tobias Brogaard og uddyber:
– Han er allerede langt, selvom han kun er 19 år. Han suger rigtig meget til sig i øjeblikket, og jeg synes, at han tager nogle rigtig gode skridt i øjeblikket. Han arbejder hårdt, er nysgerrig og har et kæmpe potentiale, som vi glæder os til at fortsætte med at udvikle her i NFC.
Valde Skov præsenteres af JD Grafisk Design.
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy











