I eftermiddag venter endnu en spændende kamp for Nykøbing FC, når holdet drager til hovedstaden for at møde Sundby BK i Sundby Idrætspark. Kampen fløjtes i gang kl. 14:00, og cheftræner Mikkel Thygesen ser frem til en opgave, hvor fokus i høj grad ligger på egne præstationer.

– Det er op til os selv at skaffe de tre point med hjem. Vi skal forvente at møde et hold, der gerne vil spille, men som samtidig står kompakt – præcis som vi så, da vi mødte dem for nylig i Lollands Bank Park, siger Thygesen.

Sidst de to hold stod overfor hinanden, sejrede NFC med 2-0 efter en kamp, hvor Sundby stillede op i en sjælden 5-4-1-formation. Den tilgang forventer Thygesen igen at se.

– De viste stor respekt for det vi kan, og det gjorde det svært at spille imod. Vi slog dem dengang ved at være intense, energiske og vedholdende – og det skal vi lykkes med igen, lyder det fra cheftræneren.

For Nykøbing FC bliver nøglen til succes ifølge Thygesen en kombination af tålmodighed og kvalitet på bolden.

– Vi skal spille med tålmodighed, være dygtige på bolden og finde hullerne, når de opstår. Og når vi får chancen, skal vi være klar til at sætte kniven ind. Gør vi det, så har vi alle muligheder for at tage tre vigtige point med hjem, slutter han.

Der er kampstart i Sundby Idrætspark kl. 14:00.

#SuccesSkabesSammen