Cheftræner Mikkel Thygesen ser frem mod morgendagens udekamp i Nordjylland, som han betegner som værende en af sæsonens sværeste udebanekampe.

I morgen venter endnu en vigtig opgave for Nykøbing FC, når turen går hele vejen til Nordjylland og en svær udekamp mod Vejgaard.

Cheftræner Mikkel Thygesen understreger, at der er tale om en hård kamp mod et hjemmehold, der i denne sæson endnu ikke har tabt foran egne fans.

– Det er en af de længste udebaneture, vi har i kalenderen, og samtidig også en svær opgave. Vejgaard er stærke på hjemmebane, og vi skal ikke undervurdere, at en kamp mod os er en af de sjovere opgaver for dem i sæsonen, siger Thygesen.

Selvom modstanderen bliver mødt med respekt, er målsætningen for Thygesen og co. Klar – alle tre point skal med hjem til Falster.

– Vi går altid ydmygt til opgaven, men vi kommer også med troen på, at vi kan vinde. Vi skal bygge videre på vores gode form, komme med et stærkt udtryk og så være kyniske, når mulighederne opstår. Det er nøglen til at tage point med hjem fra en udekamp som denne, lyder det fra cheftræneren.

Nykøbing FC har haft medvind på det seneste, og ifølge Thygesen handler det nu om at holde fast i det momentum.

– Vi har fundet en god rytme i vores spil, og den skal vi tage med til Vejgaard. Jeg glæder mig til at se drengene gå ud og levere, afslutter han.

#SuccesSkabesSammen

Foto: BetaMy