Efter 10 kampe uden nederlag gik den ikke længere for Nykøbing FC, der her til eftermiddag tabte med 2-1 til BK Frem hjemme i Lollands Bank Park.
Nykøbing FC tog lørdag eftermiddag imod traditionsklubben BK Frem i Lollands Bank Park, og det var med status som ubesejrede i de seneste 10 kampe. Stimen sluttede dog denne eftermiddag.
BK Frem havde masser af medrejsende fans på plads i Lollands Bank Park, og de var med til at sætte en fed ramme om en kamp, hvor der fra start var stor tænding både inden- og udenfor kridtstregerne.
Hverken NFC eller BK Frem fik for alvor sat sig på kampen i indledningen, men det var NFC, der var farligst i denne periode.
Efter otte minutter fik Oliver Svendsen lagt et flot indlæg i Frem-feltet, og her kom Mikkel Dahl først på bolden. Hovedstødet røg dog desværre over mål.
Efter et lille kvarter fik gæsterne gang i netmaskerne, men dommeren vinkede korrekt for offside i situationen, hvorfor Lollands Bank Park kunne ånde lettet op.
Få minutter efter var det så igen Mikkel Dahl, som var på spil. Denne gang efter et godt angreb, der igen endte med et indlæg. Dahl kom igen højest, men hårdt presset gik afslutningen igen over mål.
Mikkel Dahl var i det hele taget i et fantastisk spilhumør denne lørdag eftermiddag. Efter 26 minutter blev han retvendt mod Frem-målet, og så drev han den ellers hele vejen igennem defensiven. Ole Jakobsen bød sig til inde foran kassen, men BK Frems målmand læste situationen godt og fik forhindret et kæmpe NFC-chance.
Efter 34 kommer kom kampens foreløbigt største chance så. Emmanuel Ogude spillede Benjamin Kold alene igennem med målmanden, der dog kom fremragende ud af sit mål og fandt en stor redning frem.
Minuttet efter var NFC igen på spil, og man kunne efterhånden ikke indvende noget som helst imod, hvis hjemmeholdet fik bragt sig i front. Denne gang var det efter et hjørnespark, hvor Emmanuel Ogude tæt under mål hårdt presset headede lige forbi mål.
I stedet for en scoring til hjemmeholdet, fik gæsterne dog bragt sig i front. Både Mikkel Dahl og Oskar Gärtig var i græsset, og så kom gæsterne frem til en afslutning i NFC-feltet, der tog indersiden af stolpen og røg i netmaskerne.
Kort efter fløjtede dommeren til pause, hvorfor gæsterne gik til pause med en snæver føring.
Tempoet faldt ikke i anden halvleg, og den begyndte med to gode muligheder – én til hvert hold. Først trykkede Oliver Angus flot af fra distancen, hvorefter BK Frem kom frem til en stor mulighed, da de pludselig var alene igennem med Jeppe Rasmussen. Toreby-drengen hev dog en flot redning ud af ærmet, hvorfor der stadig stod 0-1 på måltavlen.
BK Frem havde bedre styr på NFC’erne i det meste af anden halvleg, men efter 67 minutter var det alligevel tæt på en udligning, da Ole Jakobsen tog et godt rush op ad venstre kanten, trak ind i feltet og chippede bolden i boksen. Her var Emmanuel Ogude i sidste ende tæt på at kunne presse bolden det sidste stykke over stregen, men Frem kunne ånde lettet op.
Efter 75 minutter fik gæsterne bragt sig på 2-0 efter småspil i højresiden og en løs bold havnede for fødderne af en ‘Fremmer’. Bolden blev resolut hakket i kassen ved forreste stang.
Få minutter senere kunne NFC have bragt spændingen tilbage i opgøret, da Emmanuel kom først på en lang bold og fik prikket bolden forbi målmanden. Efterfølgende fik Ogude dog akkurat ikke sendt bolden i mål.
Kort efter var det igen Emmanuel Ogude, der var tæt på en hurtig reducering, men denne gang gik hans afslutning fra tæt hold forbi mål.
Reduceringen ved Emmanuel Ogude kom dog efter 86 minutter, da angriberen fik pandet en afslutning i kassen tæt under mål.
NFC pressede på i slutfasen, og der kom da også en gylden mulighed for en udligning, da indskiftede Rasmus Berner fandt ligeledes indskiftede Marcus Rasmussen tæt under mål. Unge Rasmussen fik sendt bolden mod mål, men målmanden fandt en afgørende redning frem.
Det blev derfor ikke til et sent comeback for Mikkel Thygesens drenge, hvorfor ‘De Mørkeblå’ måtte sande sæsonens første nederlag, og at den lange stime uden nederlag nu er blevet brudt.
Nykøbing FC – BK Frem
11.10.25 Kl. 15:00 i Lollands Bank Park
3. division, 11. spillerunde.
0-1 (0-1)
0-1, Ukendt (41 min)
0-2, Ukendt (75 min)
1-2, Emmanuel Ogude (86 min)
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Oliver Svendsen (75. Laurits Jensen), Oskar Gärtig, Kasper Jensen, Mikkel Nielsen (65. Noah Sekula), Oskar Balsløv (75. William Hansen), Oliver Angus, Mikkel Dahl, Ole Jakobsen (82. Marcus Rasmussen), Benjamin Kold (75. Rasmus Berner), Emmanuel Ogude.
Tilskuertal: 702
Foto: BetaMy











