
Nykøbing FC giver i samarbejde med De Grønne Busser nu alle NFC-fans muligheden for at komme med på udebane og støtte hele Lolland/Falsters hold.
I Nykøbing FC elsker vi at have NFC-fans på stadion. Det gælder ikke kun, når vi spiller hjemme på Nykøbing F. Idrætspark, men også på udebane
Vi er derfor meget glade for, at vi nu har indgået en aftale med De Grønne Busser om arrangering af udebaneture.
Aftalen glæder ligeledes ejer af De Grønne Busser, René Knudsen.
– Jeg er utrolig glad for, at vi har lavet en aftale med Nykøbing FC om at køre NFC-fans til udebanekampe. Holdet fortjener den bedst mulige opbakning, så det er vigtigt, at vi får folk med på udebane.
– Fodboldkampe er altid sjovest, når der er mange mennesker på stadion, så jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at vi har fået lavet en aftale, der gør det muligt at fylde busserne og komme afsted, siger René Knudsen, inden han understreger, at alle er velkommen.
Første udebanekamp i denne sæson er d. 6. august, hvor turen går til Vejle. Nærmere detaljer om den tur følger snarest.