Nykøbing FC har fået ny digital hjemmebane og indgår samtidig partnerskab med det lokale webbureau NoLimitation, der er ny partner i klubben.
I samarbejde med webbureauet NoLimitation har klubben givet sin hjemmeside en tiltrængt overhaling – og det stopper ikke her. NoLimitation er nemlig også ny partner i Nykøbing FC og bliver dermed en del af klubbens stærke og spirende erhvervsnetværk.
Morten Pyndt Dalgaard, direktør i NoLimitation, glæder sig over det nye samarbejde med klubben:
– Vi vil rigtig gerne engagere os lokalt og ser Nykøbing FC som en oplagt samarbejdspartner. Klubben er i gang med en spændende kommerciel rejse, som vi er glade for at kunne understøtte – både digitalt og som en aktiv del af partnernetværket. Vi arbejder med mange forskellige digitale løsninger, og det er altid motiverende at bruge vores kompetencer i et projekt, der har lokal forankring og store ambitioner.
Den nye hjemmeside er designet i tæt samarbejde mellem Nykøbing FC og Tobias Kozak Larsen fra NoLimitation, som har haft en klar ambition om at gøre platformen mere moderne og levende:
– Vi har udviklet en ny hjemmeside med fokus på både skalerbarhed og en stærk teknisk struktur. Ambitionen har været at skabe en moderne og levende platform, der afspejler klubbens identitet og understøtter dens digitale udvikling. Vi har haft særligt fokus på struktur, tilgængelighed og partnerdelen – og vi ser frem til at udvikle det videre i tæt samspil med hele holdet, både på og uden for banen, i Nykøbing FC.
Der er da heller ingen tvivl om, at behovet for en ny platform var stort. Det fortæller klubbens kommercielle chef, Frederik Scheuermann:
– Det var vigtigt for os at få en ny hjemmeside, der både design- og indholdsmæssigt matcher den retning, klubben bevæger sig i. Den tidligere platform havde stået stille for længe, og vi har derfor haft brug for en løsning, der er både tidssvarende og let at arbejde med. NoLimitation har været en værdifuld sparringspartner gennem hele processen, og vi er meget tilfredse med det udtryk og den brugervenlighed, de har skabt.
– Vi har forsøgt at spænde bredt uden, at det bliver uoverskueligt for brugerne. Særligt har vi haft fokus på at løfte partnerdelen markant og samtidig givet kvindesiden i Nykøbing FC en mere central plads, slutter Frederik Scheuermann.
Med ny hjemmeside og nyt partnerskab er Nykøbing FC klar til at tage endnu et skridt fremad – både digitalt og kommercielt.
#SuccesSkabesSammen











