Hanne Baltzer er ny Team Manager omkring førsteholdet, hvorfor hun vil stå for mange af de vigtige praktiske opgaver rundt om holdet.
Nykøbing FC styrker det daglige setup omkring førsteholdet med en ny og dedikeret Team Manager. Det er med stor glæde, at vi kan byde hjerteligt velkommen til Hanne Baltzer, som fremover vil få en central rolle i arbejdet uden for kridtstregerne.
Hanne Baltzer er langt fra et nyt ansigt i NFC-regi. Hun har igennem de seneste år været en synlig og aktiv del af klubben gennem sit store engagement på både akademiet, i Get2Sport-projektet, i Pinse Cuppen og flere andre initiativer. Med sin erfaring, sit store overblik og sin positive energi er vi stolte over nu at kunne knytte Hanne endnu tættere til førsteholdet.
Rollen som Team Manager rummer mange vigtige, og ofte usynlige, opgaver, der alle har det fælles mål at skabe de bedste rammer for, at spillerne og det sportslige team kan præstere optimalt. Det indebærer blandt andet logistik, planlægning, koordination og en lang række praktiske opgaver, som alt sammen er med til at få hverdagen i en fodboldklub til at fungere gnidningsfrit.
Hanne er heldigvis allerede godt kendt i huset, og hun bringer både det hjerte, den struktur og ikke mindst en fantastisk arbejdsglæde med sig. Vi er i Nykøbing FC meget glade for at have Hanne med ombord.
Med tilknytningen af Hanne Baltzer styrker Nykøbing FC dermed fundamentet for det daglige arbejde omkring førsteholdet, og der er ingen tvivl om, at det er en rolle, som passer hende perfekt.
Et stort og varmt velkommen til Hanne – vi glæder os til samarbejdet!
#SuccesSkabesSammen
Foto: BetaMy











