NFC har sikret sig underskriften på den 19-årige målmand Christian Levy Rasmussen, der skifter fra AC Horsens. Aftalen løber for resten af sæsonen.
Christian Levy Rasmussen kommer til klubben efter at have været førstemålmand for AC Horsens’ U19-mandskab, som spiller i landets bedste række. Trods sin unge alder har han allerede opbygget solid erfaring fra stærke udviklingsmiljøer og har tidligere været en del af både AB, Vejle Boldklub og HIK.
Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig over tilgangen:
– Vi har haft et klart ønske om at styrke konkurrencen på målmandsposten ved at have tre seniormålmænd i truppen, som vi tidligere har haft god erfaring med. Med Christian får vi en ung og ambitiøs keeper, der har været en del af nogle dygtige miljøer og har vist et højt niveau på U19 i AC Horsens. Det giver os både kvalitet og konkurrence i hverdagen.
Han fortsætter:
– Han bliver en del af et i forvejen stærkt målmandsteam, og vi ser frem til at følge hans udvikling og opleve ham i aktion i NFC-trøjen.
Christian Levy Rasmussen har siden opstartens træningskamp mod Næstved været en del af træningsmiljøet i Nykøbing FC, og han glæder sig over nu at have skrevet kontrakt med ’De Mørkeblå’.
– Jeg er virkelig glad for at have skrevet under med Nykøbing FC. Det er en klub med klare ambitioner og et stærkt fokus på udvikling, især når det gælder unge spillere. Det passer rigtig godt til mig, siger Levy inden, at han fortsætter.
– Jeg har kun hørt positive ting om klubben, og min foreløbige tid i klubben har bekræftet det indtryk. Jeg er blevet taget rigtig godt imod af både spillertruppen og målmandsteamet, og det har gjort det nemt at falde til. Nu ser jeg frem til at komme ordentligt i gang, arbejde hårdt hver dag og byde ind i konkurrencen på målmandsposten, så vi sammen kan løfte niveauet og fortsætte vores udvikling.
Christian Levy Rasmussen får nummer 31.
#SuccesSkabesSammen











